Erhverv

Lego-brødre er medejere: Ølfirma har sagsøgt fremtrædende restauratør

Selskabet United Beverage, der har flere fra Kirk Johansen-familien i ejerkredsen, har slæbt en restauratør i retten. Mandag mødes parterne i retssalen.

Jacob Niebuhr, der står bag en række restauranter og er formand for brancheorganisationen Danmarks Restauranter og Caféer (DRC), er blevet sagsøgt af et firma, hvor brødrene Anders og Morten Kirk Johansen er medejere. Foto: Christian Lykking

United Beverage, også kendt som De Jyske Bryghuse med de tidligere Lego-arvinger Anders og Morten Kirk Johansen i ejerkredsen, skal mandag en tur i Retten i Viborg.

Selskabet har nemlig sagsøgt en tidligere samarbejdspartner for et millionbeløb. Årsagen er, at United Beverage mener, at den tidligere samarbejdspartner har brudt en uopsigelig aftale omkring de drikkevarer, som United Beverage leverer.

I spidsen for United Beverage står Lars Heide Rasmussen, der ejer 51 pct. af selskabet, mens Anders og Morten Kirk Johansen tilsammen ejer knap halvdelen af United Beverage. De to brødre er fra den del af Lego-familien, der blev købt ud af legetøjskoncernen for år tilbage.

»Min retsfølelse vil lide et knæk, hvis vi ikke vinder retssagen. Juridisk er der ingen tvivl om, at aftalen er blevet brudt, og det skal vi have erstatning for,« siger Lars Heide Rasmussen.

Den sagsøgte i retssagen er Jacob Niebuhr, der står bag restaurationerne Café Evald, Zorba og Holgers Kro i Silkeborg. Jacob Niebuhr er desuden kendt som formand for brancheorganisationen Danmarks Restauranter & Caféer.

»Jeg kunne ikke stå inde for, at varer produceret i Tyskland sælges som danske, og derfor afbrød vi samarbejdet. Jeg har aldrig haft et ønske om, at sagen skulle ende i retten, men United Beverage valgte at stævne os. Nu finder vi ud af, om vi havde god grund til at afbryde samarbejdet,« siger han.

Selve aftalen, som parterne skændes om, handler om levering af øl og sodavand. Jacob Niebuhr mener, at han var blevet lovet, at drikkevarerne var produceret og lavet på danske og jyske bryggerier.

Men senere gik det op for Jacob Niebuhr, at nogle af drikkevarerne blev produceret i Tyskland. Derfor brød han ud af aftalen.

»Når man markedsfører sig med overskrifter som ”Danish Craft & Homebrew”, ”Danish Soft Drinks” og ”Danish Quality” og under brandet De Jyske Bryghuse, bør alt, hvad man sælger under disse betegnelser komme fra Jylland og Danmark. Det købte vi ind på, men virkeligheden viste sig anderledes,« siger han.

Jacob Niebuhr bliver beskyldt af Lars Heide Rasmussen for at misbruge sin position som formand for DRC til at sværte United Beverage til og anbefale andre restauratører at afbryde samarbejdet med ølfirmaet.

Ifølge Lars Heide Rasmussen har han dokumentation, som understøtter dette.

Det afviser Jacob Niebuhr dog fuldstændigt, men fortæller, at han som restauratør har været i dialog med andre, som står i en lignende situation.

Lars Heide Rasmussen forklarer desuden, at Jacob Niebuhr aldrig nævnte det som et problem, at visse drikkevarer blev produceret i Tyskland, inden aftalen mellem partnerne blev bragt til ende.

»Vi har aldrig sagt, at øllene kun bliver produceret i Danmark. Det er rigtigt, at vi bruger firmanavnet De Jyske Bryghuse, fordi vi stammer fra bryghuse rundt om i Jylland. Der var bare ikke økonomi i kun at få øllene brygget i Danmark frem for Tyskland, og nu finder vores modpart i retssagen bare på noget for at have en årsag til at komme ud af aftalen,« siger Lars Heide Rasmussen.

Udover retssagen omkring den afbrudte aftale verserer der også en retssag omkring selskabet St. Michaelsberg Silkeborg ApS, som Lars Heide Rasmussen og Jacob Niebuhr ejede sammen.

Lars Heide Rasmussen og United Beverage har sagsøgt Jacob Niebuhr og hans bror Jesper Niebuhr for ulovligt at overføre aktiver fra St. Michaelsberg Silkeborg ApS og over i et andet selskab 100 pct. ejet af Niebuhr-brødrene.

BRANCHENYT
Læs også