Her er tre gode bud på årets firmajulegave
Årets aflyste julefrokoster har sat skub i salget af firmajulegaver. Landets største leverandør kommer her med årets tre helt store trends.
Når man juleaften sidder godt forspist i en behagelig stol og påbegynder den ofte ret så omfattende julegaveseance foran juletræet, kan en diskussion ofte ramme deltagerne.
Må man eller må man ikke gætte på, hvad der er i gaverne?
Er man en del af det hold, der mener, man under ingen omstændigheder må gætte på, hvad der er i gaverne, skal man nok overveje, om man vil læse videre.
Gavefabrikken, der er Danmarks største leverandør af firmajulegaver, kommer nemlig med bud på, hvad der med sandsynlighed kunne være i den pakke, chefen har leveret.
Specielt tre ting har trendet blandt årets firmajulegaver.
»Hvert eneste år ser vi forskellige tendenser i virksomhedernes gavevalg. Året 2020 har kunderne fokuseret på tre ting. Bæredygtighed, køkkengrej og udstyr til hjemmetræning,« siger Nikolai Kiim, der er stifter af GaveFabrikken, i en pressemeddelelse.
Gavefabrikken har blandt andet haft en motionscykel i kataloget, som er blevet revet væk.
»Vi synes, vi var optimistiske i det antal, vi fik produceret. Alligevel blev de alle revet væk i efteråret,« siger stifteren og fortæller, at også håndvægte og andet træningsudstyr har været i høj kurs.
Hvad angår køkkenudstyr, kan det fornemmes, at mange danskere har skulle tilbringe megen tid indenfor hjemmets fire vægge. Der har derfor været en stor efterspørgsel på grej til køkkenet.
»Det lader til, at vi skal til at investere lidt flere kræfter i madlavningen. I hvert fald har køkkengrej i luksusklassen været meget efterspurgt i år. Det lader til, at vi forsøger at gøre tiden lidt mere festlig ved at indrette vores hjem som små gourmethuler,« siger Nikolai Kiim.
Bæredygtighed har i flere år været en stigende tendens, når chefen har skullet vælge, hvilke julegaver medarbejderne skulle have under træet. Dette gør sig også gældende i år, hvor bæredygtighedskasketten har været trukket godt ned over ørerne på julechefen.
»Det handler om materialer, der er genbrugt og kan genbruges. Og så handler det om holdbarhed. Designklassikere holder typisk i rigtig mange år, og de er populære blandt kunder, som gerne vil gøre op med brug-og-smid-væk-kulturen,« siger Nikolai Kiim.
Gavefabrikken har mærket, at mange firmaer har haft ekstra luft til julegaver efter aflyste julefrokoster, og firmaet leverer i år 600.000 firmagaver for en samlet sum af over 250 mio. kr.