Fortsæt til indhold

Danskere bliver snydt for mange millioner

Årligt bliver danskerne svindlet for mange millioner kroner af fupmagere, som lokker med gunstige investeringstilbud.

Svindlere sender tilbud med lokkende afkast til danskerne, som årligt mister millioner på at falde i fælden. Foto: Aleksander Klug
Erhverv

Dagene, hvor man måtte i banken for at erhverve sig eller sælge værdipapirer, er for længst ovre, og både nemmere, hurtigere og mere effektive løsninger i den digitale verden har overtaget.

Det er dog ikke helt uden problemer, for et stigende antal danskere bliver hvert år franarret millioner af kroner i investeringssvindel, hvor deciderede svindelnumre, hvor bagmænd lokker med tårnhøje afkast.

Ifølge tal fra Finans Danmark blev der i årets første seks måneder kostet knap 36 mio. kr. i såkaldte investeringsprojekter, som i virkeligheden bare var det rene svindel. I hele 2019 blev håbefulde danskere svindlet for 53 mio. kr..

»Det har i år været ekstra nemt for investeringssvindlere at få ofrene til at falde for deres tilbud. På grund af corona har rigtig mange mennesker både arbejdet og holdt ferie hjemme og samtidig sparet meget op. Derfor vil de gerne slippe for at betale negativ rente af deres opsparinger,« fortæller afdelingschef i Sydbanks Fraud, Malene Morsing, i en meddelelse.

Ifølge Sydbank har kendte skikkelser som skuespilleren Mads Mikkelsen og tv-værten Jes Dorpf været misbrugt af svindlere som blikfang i falske reklamer om enorme afkast på eksempelvis Bitcoins.

Malene Morsing opfordrer til, at man tager et nøje kig på investeringscasen, før man trykker på knappen, og at man grundlæggende skal overveje, om tingene lyder for gode til at være sande.

»Man skal aldrig tro på et investeringstilbud, der er for godt til at være sandt. Bliver man tilbudt en sikker investering med et garanteret afkast, og som er meget populært blandt de kendte, skal alarmklokkerne straks ringe,« siger hun.

Hos Sydbank har man sågar oplevet flere kunder, som svindlerne er lykkedes med at fuppe så slemt, at banken har svært ved at overbevise dem om, at det, de er på vej ind i, kan komme til at koste dem mange penge.

»Faktisk har vi oplevet, at kunderne afviser os, når vi kontakter dem om tvivlsomme hævninger på deres kort. Svindlerne har nemlig overbevist ofrene om, at banken vil gøre alt for at sælge deres egne produkter,« siger Malene Morsing.

Artiklens emner
Svindel
Sydbank