Erhverv

I Norge bliver alkohol, slik og snus markant billigere

Afgiften på tobakstypen snus bliver sænket med 25 pct. for nordmændene.

De norske regeringspartier med statsminister Erna Solberg i spidsen har sammen med Fremskrittspartiet vedtaget en markant reduktion i afgifterne på alkohol, snus og søde sager. REUTERS/Michele Tantussi/File Photo

I Danmark kører tusindvis af mennesker hvert år til den sydlige grænse for at forsyne sig med øl, vin, smøger og søde sager op til specielt de store højtider. Det gør de, fordi afgifter og tysk moms er af en helt anden størrelse, end den er i Danmark.

Nordmændene gør det samme, men i stedet for at køre til Tyskland, søger de eksempelvis mod Sverige, hvor disse varer er billigere.

Det er politikerne trætte af, og derfor har Norge nu valgt at sænke afgifterne på eksempelvis alkohol, slik og snus på det norske marked. Det gør de i en aftale mellem regeringspartierne og det norske Fremskrittspartiet, fordi de ønsker at bevare handlen i Norge og skabe arbejdspladser.

Aftalen, der samlet omfatter afgifter for 3,39 mia. norske kroner, sænker afgifterne på øl og vin med ti pct., mens afgifterne på den mere og mere populære tobakstype snus skal sænkes med hele 25 pct.

Det norske medie E24 har regnet på, hvordan de nye afgifter vil påvirke priserne på nogle af de populære vare for de norske handlende - eller måske for danskere, der slår smuttet forbi de nordiske naboer.

For en enkelt pakke snus af typen General Klassisk Løs vil afgiften sænke prisen med over 17 norske kr., mens en flaske vin vil blive knap seks kroner billigere. En hel kartonvin, der indeholder tre liter, vil koste 23 norske kroner mindre, skriver mediet.

Afgifterne på sukker og chokolade fjernes helt, og afgiften på alkoholfrie drikkevarer bliver halveret, skriver E24, der har regnet ud, at prisen på en halv liter sodavand vil falde med cirka én norsk krone.

I Danmark har der også været livlig debat om at indskrænke eller helt fjerne mulighederne for at køre til Tyskland for at spare på varerne.

Eksempelvis var der allerede for flere år siden enighed mellem de danske og tyske myndigheder om at indføre dåsepant på dåser købt ved grænsen, men da der ikke blev gjort mere i sagen, indgav Dansk Erhverv i 2016 en klage til EU-Kommissionen, som dog blev afvist.

Sagen er nu ved EU-domstolen, og danskerne kan - når coronaen ikke lige spænder ben - stadig importere tyske dåser uden pant.

Fødevarewatch har i forbindelse med den norske afgiftssænkning spurgt skatteordfører Troels Ravn fra Socialdemokratiet, som afviser, at regeringen har nære planer om at følge i nordmændenes fodspor på søde sager som sukker og chokolade.

»Vores skatteafgifter er hele tiden til debat, og vi holder hele tiden øje med erhvervet, men det er ikke i vores planer,« siger skatteordfører Troels Ravn til Fødevarewatch.

BRANCHENYT
Læs også