Erhverv

Kinesisk kone får Norges vicecentralbankchef til at trække sig

Jon Nicolaisen har ikke fået fornyet sin sikkerhedsclearing, og derfor træder han nu tilbage fra sin stilling som vicecentralbankchef i Norge.

Jon Nicolaisen fratræder sin stilling grundet sin kinesiske kone. REUTERS/David Stubbs/File Photo

Norges vicecentralbankchef Jon Nicolaisen trækker sig fra sin stilling, da han ikke har fået fornyet sin nødvendige sikkerhedsgodkendelse af de norske myndigheder.

Det skriver flere medier.

Årsagen er, at Jon Nicolaisen har en kone, der er kinesisk statsborger og bosat i Kina.

»Civilclearingsmyndigheden siger til mig, at grunden til, at jeg ikke modtager fornyet sikkerhedsgodkendelse, er, at min kone er kinesisk statsborger og bor i Kina, hvor jeg støtter hende økonomisk. Samtidig erklærer de, at det ikke er personlige forhold ved mig, der skaber tvivl om min sikkerhedsegnethed, men at dette ikke vejer tungt nok. Jeg har nu måttet tage konsekvenserne af det,« siger Jon Nicolaisen i pressemeddelelsen fra Norges Bank.

Jon Nicolaisen har været vicecentralbankchef siden 2014, og har ageret som centralbankchefens højre hånd. Samtidig har han haft ansvaret for Norges gigantiske oliefond, der for et par uger siden rundede 11.000 mia. norske kr.

Jon Nicolaisen oplyser til DN, at han giftede sig med sin kinesiske kone i 2010. Indtil nu har det tilsyneladende ikke været et problem for de norske sikkerhedsmyndigheder, at hans kone er fra Kina.

Torsdag udsendte Norges efterretningstjeneste (PST) dog en ny rapport om, at kinesisk og russisk efterretningstjeneste har spioneret på den norske oliesektor. PST frygter, at efterretningsoplysninger i værste fald kan bruges til at udføre sabotagehandlinger mod olieindustrien, rapporterer DN.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er Norge gennem de senere år blevet strengere med hensyn til sikkerhedsgodkendelser. Det kan gøre det vanskeligt at få godkendelse for en, der er gift med en person fra et land, som Norge ikke har sikkerhedssamarbejde med.

DN oplyser, at Norges finansministerium allerede nu har igangsat en rekrutteringsrunde for at finde en ny vicecentralbankschef.

BRANCHENYT
Læs også