Erhverv

Kendt modeportal runder milliardomsætning

Den danske modeportal Miinto runder en omsætning på over 1 mia. danske kr.

Modeportalen Miinto beskæftiger 200 medarbejdere og den største ejerposition ligger hos milliardær Anders Holch Povlsen, der ejer 57 pct. Arkivfoto

Et øget fokus på luksusvarer fra kendte designere har vist sig at være en indbringende forretning for den danske modeportal Miinto, der fungerer som online salgskanal for flere end 1.800 modebutikker, brands og designere fra syv forskellige lande.

Virksomheden har nemlig oplevet så massiv vækst, at modeportalen nu for første gang runder et salg på over 1 mia. danske kr., skriver branchemediet Tøj på baggrund af en pressemeddelelse.

»Vi er stolte og ydmyg over, at vi nu rammer den milesten. Det er noget, alle i organisationen har arbejdet hårdt på. Men vi ved også, at vi er i gang med at løbe et maraton, og vi har kun lige rundet de første 10 kilometer,« siger Miintos direktør, Konrad Kierklo.

Ifølge selskabet er premium- og luksussegmentet hos Miinto vækstet med 256 pct. fra 2019 til 2020, hvilket betyder, at protalens mere luksuriøse afdeling nu står for mere end 22 pct af det samlede salg.

»For et år siden øgede vi vores fokus på premium-segmentet. Det er det, vi ser slå igennem nu. Tallene taler deres tydelige sprog – efterspørgslen på tøj og accessories i den øvre ende er derude, hvis man har de rigtige varer og er gearet til at udvide sit salg til nye markeder,« udtalte Konrad Kierklo til Finans i august i forbindelse med, at selskabet øgede forventningerne til indeværende regnskabsperiode med 40-50 pct.

I fjor havde modeportalen en omsætning i omegnen af 700 mio. kr., og dermed var det også forventeligt, at Miinto rundede en milliardomsætning.

Selskabet blev etableret i 2009 og sælger i dag modeprodukter i syv forskellige lande. Miinto beskæftiger 200 medarbejdere og den største ejerposition ligger hos milliardær Anders Holch Povlsen, der ejer 57 pct.

Ifølge branchemediet Tøj vil Miinto udvide platformen til syv nye europæiske markeder, hvor partnerbutikker fra 2021 kan blive en del af portalen.

»Der er en klar international tendens på tværs af vores markeder, og det åbner op for nogle helt nye muligheder – både hos os og for vores butikspartnere. Specielt de af vores partnere der har det rigtige udvalg og rette setup til at udvide til nye markeder via Miinto. Derfor ekspanderer vi nu butikskonceptet til yderligere syv nye europæiske lande i starten af det nye år,« siger Konrad Kierklo.

BRANCHENYT
Læs også