Har egen ø: Minkbranchens topleverandør i nyt milliontab
Et dansk ægtepar står bag både en minkfarm og minkbranchens topleverandør af udstyr. Begge forretninger taber millioner, viser nyt regnskab.
En af verdens største leverandører af udstyr til minkavlere Hedensted Gruppen måtte allerede se de gyldne tider være forbi, inden alle mink blev slået ned i Danmark.
Det afslører et nyt regnskab fra Hedensted Gruppen.
Et underskud på 4,1 mio. kr. blev det således til i det forskudte regnskabsår 2019/2020, der i Hedensted Gruppens tilfælde løb til og med udgangen af marts 2020. Altså for næsten ni måneder siden og inden beslutningen om at aflive danske mink.
De seneste to regnskabsår er det blevet til et samlet tab på næsten 20 mio. kr. for Hedensted Gruppen. Kigger man alene på driften, har Hedensted Gruppen haft et samlet underskud på 24 mio. kr. de to år.
»Dette regnskabsår afspejler igen, at minkbranchen stadig er i en meget udfordrende situation. Priserne og afsætningen på auktionerne viser en for stor produktion/lagre af mink i verden, som skal tilpasses, før det passer til det globale behov for pels. Ovenstående har igen i 2019/2020 betydet minimal investeringslyst/behov for selskabets maskinesortiment,« skriver Hedensted Gruppen i sit regnskab.
Bag Hedensted Gruppen står ægteparret Hanne Birkerod Madsen og Jens Jørgen Madsen, som udover at være virksomhedsejere også ejer deres egen ø. Tilbage i 2017 købte de den idylliske ø Egholm i Storebælt for 21 mio. kr.
Med i prisen fik ægteparret 102 hektar, en hovedbygning på 626 kvadratmeter, flere driftsbygninger, tre sommerhuse tæt på havet og et rigt dyreliv at kigge på.
Hanne Birkerod Madsen og Jens Jørgen Madsen har også selv minkproduktion gennem selskabet JJH Mink, som også lige har offentliggjort et underskud på 4,6 mio. kr. Det er femte underskud i træk for JJH Mink, der altså producerer og sælger minkskind.
Familien Birkerod Madsen har samlet alle aktiviteter i et holdingselskab, der også fokuserer på værdipapirer og ejendomsinvesteringer.
Holdingselskabet kom ud af 2019/2020 med et underskud på 28,2 mio. kr. Dermed er der meget lang vej op til rekordåret 2013, hvor familiens holdingselskab tjente 86 mio. kr.
Dengang var priserne på minkskind en helt anden, hvilket var stærkt medvirkende til det store overskud.


