Erhverv

Organisationer vil genåbne hjælpepakker efter nye nedlukninger

De eksisterende hjælpepakker er ikke tilstrækkelige, lyder det fra flere sider.

Artiklens øverste billede
Lønkompensation er en af de ordninger, som regeringen har sat i værk for at minimere antallet af fyringer under coronakrisen. Arkivfoto: Mikkel Berg Pedersen

Politikerne bliver nødt til at åbne mere for sluserne til statskassen for de virksomheder, som er særligt hårdt ramt af corona-restriktioner.

Sådan lyder appellen fra flere organisationer, efter at statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde mandag annoncerede, at restauranter, barer, caféer, biografer og forlystelsesparker i 38 af landets kommuner skal lukke fra på onsdag og frem til den 3. januar 2021.

Regeringen henviser de ramte virksomheder til at søge støtte gennem de eksisterende hjælpepakker, men de er ikke gode nok, lyder det fra DI, Dansk Erhverv, SMVdanmark og Horesta.

»Der er ingen tvivl om, at virksomhederne er maksimalt pressede. Der har været lidt optimisme derude, og nu bliver de kastet tilbage til ikke bare nul, men minus. Det er selvfølgelig hårdt,« siger Kim Haggren, underdirektør i DI.

Han opfordrer til, at politikerne gør hjælpepakkerne mere fleksible, så flere virksomheder kan gøre brug af dem under den delvise nedlukning.

Det gælder for eksempel ordningen om lønkompensation, der kun kan søges af tvangslukkede virksomheder.

»Der vil være en hel følgeindustri, som ikke er tvangslukket, men som de facto ikke vil have nogen omsætning i hvert fald den næste måneds tid,« siger Kim Haggren, der også efterlyser lavere barrierer for, hvornår virksomheder kan få dækket faste omkostninger.

Et bredt flertal i Folketinget besluttede i sommer at udfase de generelle hjælpepakker til erhvervslivet under coronakrisen for i stedet at fokusere støtten mod de virksomheder, der er ramt direkte af restriktioner som forsamlingsforbud og pålagte begrænsninger i åbningstiden.

I praksis har det dog ifølge flere af organisationerne vist sig, at der er virksomheder, der falder uden for ordningerne, og efterfølgende ændringer er ikke åbnet endnu, fordi de stadig ikke er godkendt af EU-Kommissionen.

Brian Mikkelsen, direktør i Dansk Erhverv, opfordrer regeringen til at »træde på speederen« for at få penge ud til erhvervslivet, og så mener han, at tvangslukkede virksomheder skal sikres bedre kompensationer end de nuværende.

»Vi forstår godt, at man er nødt til at gøre noget, fordi smittetrykket er så højt, men så har man også en ekstra forpligtelse til at sørge for nogle ordentlige hjælpepakker til virksomhederne,« siger han.

Kirsten Munch Andersen, politisk direktør i brancheorganisationen Horesta, påpeger, at det ikke kun er tvangslukkede restauranter og caféer, der er ramt. Det samme gælder hoteller, konferencevirksomheder og cateringfirmaer, der leverer mad til virksomheder, som nu beder deres medarbejdere arbejde hjemmefra.

Hun vil derfor have de mere generelle hjælpepakker fra foråret genindført.

»Der er ingen afklaring og sikkerhed for, at alle med omsætningsnedgang får hjælp. Den usikkerhed er ekstremt drænende. Virksomhederne ved ikke, hvordan deres økonomi ser ud, eller hvad de kigger ind i,« siger hun.

Efter nedlukningen i Nordjylland i november besluttede Folketinget at gøre hjælpepakkerne tilgængelige generelt for virksomheder i Nordjylland.

Den løsning er et godt udgangspunkt for politiske forhandlinger, siger Venstres erhvervsordfører Torsten Schack Petersen, som dog mener, at hjælpepakkerne bør forbedres på flere punkter.

»Det er ganske fornuftigt, at vi gør alt, vi kan, for at passe på danskernes sundhed, men vi må også sørge for, at de virksomheder, der betaler prisen, får en reel hjælp,« siger han.

Det er uvist, om regeringen er med på at forbedre hjælpepakkerne. Torsten Schack Pedersen havde mandag eftermiddag ikke modtaget nogen invitation til politiske forhandlinger, og erhvervsminister Simon Kollerup deltog ikke i pressemødet, hvor den delvise nedlukning af 38 kommuner blev annonceret.

Det undrede de konservatives erhvervsordfører Mona Juul, der også efterlyser en justering af hjælpepakkerne.

»De rammer ikke godt nok, og vi er nødt til at stikke hovederne sammen og spørge: Hey, er det ikke på tide, at vi får kigget på det her?« siger hun.

Finans forsøgte mandag forgæves at få en kommentar fra erhvervsministeren. Det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra erhvervsordførere fra regeringens støttepartier SF og Enhedslisten.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.