Discountkæde går til angreb på det danske marked og ombygger alle butikker
Lidl Danmark vil hurtigt vinde flere markedsandele efter et 2020, som gav de danske dagligvareselskaber rekordsalg udløst af coronakrisen.
Discountkæden Lidl sætter en offensiv ind i Danmark med en millioninvestering i at ombygge alle de nuværende 133 butikker. Samtidig øges udbuddet af produkter med et større fokus på danske fødevarer.
Oprustningen fra Lidl Danmark sker, samtidig med at kæden på linje med konkurrenterne i dagligvaremarkedet melder om rekordsalg gennem 2020. Coronakrisen med nedlukninger, flere danskere på hjemmekontorer og i perioder tvangslukkede restauranter har øget salget af dagligvarer.
»Vi lukker først regnskabsåret til februar, men det har været et godt år for os med salgsvækst og vundne markedsandele. Den kommende periode skruer vi op for investeringerne i butikkerne, der skal indrettes efter et helt nyt og moderne koncept,« siger adm. direktør Dirk Fust, Lidl Danmark. Han fortsætter:
»Vi er og bliver en discountkæde. Men fremover vil vi gøre tingene endnu smartere. Derfor ændrer vi koncept samt udvider sortimentet, så vi bliver endnu mere danske. Det samtidig med, at vi kan trække på produkter fra vores internationale kolleger i Lidl.«
Den danske kæde er del af den tyske Lidl-koncern med ca. 11.000 butikker i 30 lande. På det danske marked er Lidl den mindste discountkæde sammen med Aldi målt i antal butikker. Netto under Salling Group, Fakta hos Coop Danmark samt Rema 1000 Danmark er de store her i landet.
Coop har gennem nogle år haft udfordringer med Fakta og lancerede derfor for nogle måneder siden en ny kæde af lavprissupermarkeder under navnet Coop 365. Både Netto og Rema 1000 har også ambitioner om at ekspandere.
Netto-kæden er på samme tid i gang med en modernisering af de nu 515 danske butikker. Michael Løve, chef for Netto International i Salling Group, sagde for et par måneder til Finans, at kæden har »godt fat med vores nye koncept og ser potentiale i nye butikker, så vi kommer på 600 inden for en årrække«. Han konstaterede samtidig:
»Corona har vokset markedet i en periode. Men der kommer snart en dag, hvor vi atter skal kæmpe fra butik til butik. Det er vi klar til.«
Ud over det nye koncept vil Lidl Danmark vokse med nye butikker. Kæden har ambitioner om årligt at ekspandere med 10 nye butikker – og inden for en ikke defineret årrække nå de 200.
På samme tid skal det nye butikskoncept, der i første omgang er rullet ud tre steder i landet, bygges ind i alle de eksisterende butikker. Ifølge Dirk Fust vil det være afsluttet i løbet af 2022.
Lidl Danmark har et årligt investeringsbudget på 1 mia. kr. Den seneste periode er der ud over nye butikker investeret i et nyt logitiskcenter i Køge, mens der er gang i byggeri af et nyt hovedsæde for kæden i Aarhus.
Dirk Fust vil ikke præcisere, hvor meget der bruges på at ombygge butikkerne til det nye koncept. Han fastslår dog, at der er tale om en stor millioninvestering.
Konceptet indeholder bl.a. ændret indretning, nye farver og materialer. Målet er at butikkerne bliver med et mere skandinavisk look end hidtil. Samtidig udvides sortiment med 200 nye produkter over det kommende år, så antallet kommer på 2.820 i fast sortiment. Mange af disse skal være danske.
»Vi vil kapre endnu flere markedsandele. Et ændret butikskoncept og flere varer er vigtige elementer i den strategi. Vi holder fokus på forbrugerne og oplever, at de i høj grad vil have danske varer. De seneste år har vi haft hastig vækst i salget af friske varer – bl.a. økologi,« siger Dirk Fust.