Jay-Z's cannabisfirma smider første luksusjoints til salg
Jay-Z og resten af folket bag Monogram har gennem det seneste år udviklet en helt specielt måde at rulle luksusjoints på. Nu er de klar til salg.
Den amerikanske superstjerne Jay-Z, der er kendt som rapper og husbond til den lige så store superstjerne Beyoncé Knowles, har startet en cannabis-forretning op i Californien.
Han er en af frontmændene i det nye firma Monogram, der vil tjene penge på at sælge joints i liebhaver-klassen til de kræsne, amerikanske forbrugere.
Ifølge Forbes går canabisfirmaets flagskibsprodukt under navnet ”OG Handroll”. Det der en 1,5 grams joint, som er blevet rullet af ”trænede håndværkere”.
Monograms flagskibsjoint er rullet af nogle særligt små blomster, som har til hensigt at skulle brænde, som man normalt forventer det i en cigar. Prisen er på 50 dollars per styk - hvilket svarer til lidt over 300 kr.
Jay-Z er kendt for at have lavet flere gode investeringer, og i 2019 blev han således den første rapper, der kunne skrive titlen som dollarmilliardær på cv’et.
»Jay lærer fra sig i et meget større klasseværelse, end jeg nogensinde kommer til. For en ung person, der vokser op, er han gutten, som man skal lære fra,« sagde det amerikanske investeringskorifæ Warren Buffet ifølge Forbes om rapperen, der blandt andet har investeret i virksomheder som Uber og i boligmarkedet.
I sommers investerede Jay-Z eksempelvis også i den svenske havredrikproducent Oatly, der var en af de første på markedet for mælkealternativer i form af havredrik.
Sammen med en række amerikanske superstjerner og kapitalfonden Blackstone var Jay-Z med til at lægge en investering i størrelsesordenen 200 mio. dollars, hvilket svarede til 1,3 mia. kr.
Blandt andet tv-værten Oprah Winfrey og skuespillerinden Natalie Portman var også med i investeringen i det svenske havredriksfirma.

