Erhverv

Trine Andersens designkomet er solgt til Maj Invest

Firmaet Ferm Living har haft fart på i de seneste år, hvor det er blevet til en række solide milionoverskud.

Trine Andersen stiftede Ferm Living i 2006. I dag er hun kreativ direktør, mens Peter M. Vedel sidder som adm. direktør. Foto: Ferm Living

I 2006 startede Trine Andersen det, der på få år udviklede sig til at være en vaskeægte designkomet, som hvert år leverer solide overskud i den tocifrede millionklasse.

Nu er majoriteten af firmaet blevet solgt.

»Ferm Living er vokset til et stærkt og internationalt designbrand med et stort community af følgere. Vi er enormt glade og stolte over at kunne fortsætte med at udvikle den virksomhed, som vi sammen med vores fantastiske kollegaer har skabt,« siger stifter Trine Andersen, der i dag er firmaets kreative direktør, i en pressemeddelelse.

Siden stiftelsen i 2006 er forretningen vokset til at forhandle designvarer i 68 forskellige lande, har fået 852.000 følgere på det sociale medie Instagram og har en stabil bundlinje, der de seneste år har givet pæne millionoverskud.

Køberen er Maj Invest Equity, der bliver ny majoritetsejer i firmaet.

»Vi har fulgt Ferm Living i mange år og er imponerede over den meget positive udvikling, de har oplevet. Dette er en branche, vi kender rigtig godt, og vi ser et endnu større potentiale for Ferm Living,« siger director Thomas Riis fra Maj Invest.

Peder M. Vedel, der er adm. direktør i Ferm Living, glæder sig også over det nye partnerskab, der kan skabe yderligere grobund for den i forvejen bugnende forretning ude i verden.

»Vi oplever stor global interesse for vores designs, og vores ambition er at forsætte denne positive vækst, som vi har skabt internationalt. Med Maj Invest Equitys erfaring og kompetencer ombord, får vi nu den helt rigtige partner til at hjælpe os videre med at udvikle Ferm Living,« siger den adm. direktør i Firm Living, Peter M. Vedel.

Direktøren har ingen kommentarer til hverken pris eller hvor stor en andel, Maj Invest har købt at Ferm Living. Det oplyses dog, at stifter Trine Nielsen i fremtiden kommer til at sidde på 25 pct. af aktierne, mens Maj Invest bliver majoritetsejer.

Finans skrev i slutningen af oktober om, hvordan der allerede dengang var interesserede købere til firmaet. Ifølge en kilde kunne Ferm Living blive prissat til omkring 500 mio. kr.

Det er anden gang, der bliver storhandlet med ejerandelene i Ferm Living. I 2016 solgt Trine Andersen ca. to tredjedele af firmaet til Vendis Capital. Dette indbragte hende en gevinst på omkring 138 mio. kr.

Læs også
Top job