Serier

Corona-lukning: Bilka-varehuse og supermarkeder må holde fart i nytårssalget

Mens hele detailhandlen har tvangslukket butikkerne mellem jul og nytår, kan alle dagligvarebutikker store som små køre videre. Også med salg af andet end fødevarer.

Corona rammer verden
Bilka-kædens 18 varehuse rundtom i landet regnes som dagligvarebutik og har derfor trods størrelsen på butikken lov at holde åbent i nedlukningen. Foto: Stine Rasmussen

Handelsdagene mellem jul og nytår er normalt nogle af årets største. Denne gang får Bilka-varehusene sammen med landets supermarkeder et særligt ansvar. De er nemlig de eneste butikker, hvor danskerne kan købe andet end dagligvarer.

Som led i nedlukningen af Danmark for at bremse smitteudviklingen er det besluttet, at hele detailhandlen skal være lukket mellem jul og nytår, altså dagenefra den 25. december til den 3. januar. Undtaget er dagligvarehandlen uanset størrelse på butik.

Blandt dem er Bilka-varehusene, som ud over mad og dagligvarer har et stort udbud af alt fra elektronik til dyner og cykler. Også supermarkeder som bl.a. Føtex og Kvickly, der ved siden af dagligvarer har et udbud af såkaldt nonfood, må holde åbent under nedlukningen.

Salling Group:
  • Salling Group driver butikskæderne Netto, Bilka og Føtex samt to Salling-stormagasiner.
  • Har ca. 1.400 butikker i Danmark, Tyskland og Polen.
  • Dertil kommer bl.a. en række onlineshops – herunder Wupti, Skagenfood, burgerrestauranter i kæden Carl’s Jr., Starbucks-kaffebarer og Fætter BR-legetøjs-butikker.
  • Koncernen er fuldt ejet af Salling Fondene, efter at A. P. Møller-Mærsk tidligere var med i ejerkredsen.

Hos Salling Group, der ejer Bilka og Føtex, fastslår kommunikationschef Kasper Reggelsen, at koncernen er bevidst om, at der kan komme mange kunder i næste uge, når resten af detailhandlen er lukket.

»Vi er meget opmærksomme på den vigtige opgave, som vi skal løse i dagligvarehandlen. Vi har prøvet tilsvarende i påsken, hvor både kunder og de forskellige dagligvarekæder formåede at passe på hinanden og afvikle også travle handelsdage på sikker vis,« skriver Kasper Reggelsen i en e-mail til Finans.

I andre EU-lande er der under coronakrisen valgt en model, så hypermarkeder og store supermarkeder under nedlukninger har skullet spærre afdelinger for såkaldte nonfood af og udelukkende sælge dagligvarer.

Nedlukningen

Nye restriktioner for detailhandlen omfatter bl.a. dette:

  • Indkøbscentre, stormagasiner, arkader og basarer lukkes fra den 17. december 2020 til og med den 3. januar 2021.
  • Butikker beliggende disse steder lukkes som udgangspunkt, medmindre der er direkte adgang til butikken fra gaden.
  • Desuden kan posthuse, pakkeshops, pakkeudleveringssteder, herunder butikker (f.eks. udvalgsvarebutikker og kiosker), udlevere pakker, der er forudbestilt og forudbetalt ved e-handel.
  • Udvalgsvarebutikker på 5.000 kvm eller derover lukkes fra den 17. december til og med den 3. januar 2021.
  • Alle udvalgsvarebutikker lukkes fra den 25. december til og med den 3. januar 2021. Butikkerne kan fortsat udlevere pakker, der er forudbestilt og forudbetalt ved e-handel, herunder fyrværkeri.
  • Lukningerne gælder ikke for dagligvarebutikker (herunder f.eks. supermarkeder, bagere og tankstationer), apoteker og specialforretninger med medicinsk udstyr.

Kilde: Sundhedsstyrelsen 16.12.20 - ”Covid-19-nedlukning hen over jul og nytår”.

Hos elektronikkæden Power med 19 varehuse er adm. direktør Jesper Boysen lidt forundret over, at hans butikker skal holde lukket for handel, mens konkurrenten Bilka fortsat må lade kunder komme ind til køb af eksempelvis elektronik.

»Det er da irriterende, men desværre ikke noget, som vi kan gøre så meget ved. I stedet kører vi på med vores online-udsalg i lukkeperioden,« siger Jesper Boysen.

Power kan som andre detailkæder i den sammenhæng bruge en regel i nedlukningen om, at kunder må købe og betale varer online samt hente dem pakket i fysiske butikker. Selvom de er tvangslukket for anden handel.

Finans har uden held forsøgt at få et interview med erhvervsminister Simon Kollerup om overvejelsen bag at lade de store i dagligvarehandlen holde åbent under nedlukningen for salg af andet end dagligvarer.

Erhvervsministeriet har dog som reaktion på en række konkrete spørgsmål sendt en samlet kommentar. Her står bl.a., at ministeriet »har en tæt dialog med branchen og kraftigt opfordrer til, at dagligvarebutikkerne ikke afholder store udsalg mellem jul og nytår.«

Samtidig påpeges, at butikker som kan dokumentere, at omsætningen udelukkende eller hovedsageligt stammer fra salg af dagligvarer, må holde åbent trods de nye restriktioner.

»Nedlukningen af detailhandlen er baseret på sundhedsmyndighedernes anbefaling. Der er et særligt hensyn i forhold til, at befolkningen kan få deres dagligvarer. Derfor er snittet lagt ud fra lukkelovens betegnelser for, hvornår man er en dagligvarebutik,« skriver Erhvervsministeriet via dets presseafdeling i en e-mail til Finans.

Coop Danmark:
  • Coop Danmark driver kæderne Kvickly, Superbrugsen, Dagli’Brugsen, Irma, Fakta og Coop 365 med aktuelt tilsammen 1.030 butikker.
  • 345 selvstændige brugsforeninger driver tilsammen 405 af Coops butikker.
  • Ud over dagligvarer har Coop en række andre aktiviteter, bl.a. inden for ejendomme, butikskæden FDB Møbler og en kaffefabrik i Kenya.
  • Dertil kommer onlinehandel.
  • Koncernen ejes af 1,8 mio. medlemmer.

I Coop Danmark med bl.a. Kvickly og Superbrugsen peger kommunikationschef Lars Aarup på, at der i koncernen er stor opmærksomhed om kundetilstrømning – også mellem jul og nytår – for at minimere smitterisikoen.

»Vi oplever i denne tid, at der er færre kunder i de store butikker og flere i de små, lokale butikker, mens nonfood-salget især ligger online. Så vi holder fokus på opsyn, håndsprit og afstandskrav også den kommende periode.«

BRANCHENYT
Læs også