Erhverv

Afhentning af nytårsmad skaber lang kø flere steder i landet

Københavns Politi har nytårsdag været til stede ved en Michelin-restaurant i København, hvor flere hunderede mennesker står i kø.

Kokkeriet er ejet af Sammy Shafi. Arkivfoto

Mere end 100 mennesker står nytårsdag i kø foran den kendte Michelin-restaurant Kokkeriet i København.

Det skriver Ekstra Bladet, der har været i kontakt med Københavns Politi, som kan bekræfte, at de har været tilkaldt til adressen for at sikre, at alle retningslinjer og afstandskrav bliver overholdt i forbindelse med coronakrisen.

»Klokken 12.50 får politiet en anmeldelse om, at der skulle være en lang kø og trafikale udfordringer i forbindelse med Kokkeriet, hvor der bliver udleveret nytårsmenuer som take-away,« siger Thomas Hjermind til mediet.

Han oplyser, at politiet har været i dialog med restaurantens ejer og bedt restauranten om at sende personale på gaden, som kan koordinere den lange menneskekø.

Københavns Politi oplyser, at det ikke har vurderet, at der er nogen overtrædelser i forbindelse med afhentningen af Kokkeriets nytårsmenuer.

Noget tyder på, at de mange mennesker foran Kokkeriet ikke er de eneste, der skal afhente mad til nytårsaften udefra. Flere restauranter, som Finans har talt med, melder nemlig, at danskerne i år har været særdeles flittige til at booke take-away til nytår.

Det gælder bl.a. hos Madklubben. Her er antallet af kuverter nytårsaften tredoblet i forhold til forrige år, hvilket har resulteret i at kæden har solgt godt 10.000 kuverter og melder om udsolgt.

Også hos Frankies på Østerbro, der er ejet af Madklubben, Kokken og Jomfruen i Glostrup, Sotrebro Kro i Odense og Din Madpartner i Børkorp ved Vejle må kunderne nytårsdag væbne sig med tålmodighed.

Ifølge BT oplever alle de førnævnte steder lange køer i forbindelse med afhentning af nytårsmad. Bl.a. er køen til afhentning hos Frankies omkring kl. 14.00 nytårsdag ifølge mediet 250 m lang.

TV2 Nord melder ligeledes om kø, der snor sig om flere gadehjørner i det centrale Aalborg.

Her er det særligt restaurant Caféministeriet, som tiltrækker mennesker.

BRANCHENYT
Læs også