Erhverv

Stor rejsekoncern får milliarder i statsstøtte

EU har godkendt, at den tyske rejsekoncern Tui får mere end 9 mia. kr. i støtte.

Tui mistede næsten 60 pct. af omsætningen i det seneste regnskabsår. Foto: Julian Stratenschulte/picture-alliance/dpa/AP

EU har godkendt, at den tyske regering yder milliardstøtte til rejsekoncernen Tui. Virksomheden er hårdt ramt af covid 19 pandemien, der har ført til lukkede grænser og stærkt begrænsede muligheder for at rejse.

Konsekvensen er, at pengene er fosset ud af kassen hos Tui, som var truet af insolvens.

I alt er der sammensat en hjælpepakke til en værdi af 1,25 mia. euro svarende til mere end 9 mia. danske kr.

Det er Margrethe Vestager, konkurrencekommissær i EU, som har været med til at give grønt lys for hjælpepakken.

»Med det nye lån bidrager Tyskland med 1,25 mia. euro til rekapitaliseringen af Tui og hjælper koncernen med at komme igennem den nuværende krise,« siger Margrethe Vestager i en pressemeddelelse.

EU har tidligere godkendt to hjælpepakker til Tui, som i det seneste regnskabsår havde et fald i omsætningen på 58 pct. til 7,9 mia. euro. Reelt var tilbagegangen større, da regnskabet sluttede med udgangen af september, og dermed kun omfatter et halvt år med coronakrisen.

Tui havde i det seneste år for covid 19 i alt 28 mio. gæster. I Danmark rejste 157.000 gæster med Tui i 2019.

BRANCHENYT
Læs også