Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Corona-forlængelser rammer detailkæder: Jysk har 1.600 butikker midlertidigt lukkede

Flere lande i Europa har valgt at forlænge corona-restriktioner, så mange butikker er fortsat tvangslukkede. Det skaber store bekymringer i både detail- og modeselskaber.

Corona rammer verden
Detailbutikker ud over især dagligvarehandlen er tvangslukket i Danmark og andre lande i Europa. Foto: Joachim Ladefoged

Ud over direkte tab af omsætning i kraft af tvangslukkede butikker mange steder skaber den nuværende nedlukning også andre udfordringer for detailkæder og modeproducenter. Flere af dem vurderer ligefrem, at den aktuelle runde med restriktioner i pandemien er værre og sværere end i foråret 2020, da coronakrisen begyndte i Europa.

De danske restriktioner i kampen mod coronasmitten blev onsdag forlænget frem til 7. februar. Det betyder også lukkede butikker i detailhandlen, bortset fra dagligvarehandlen. I en række andre lande, der er yderst vigtige markeder for danske selskaber, er der på samme måde forlængede restriktioner med tvangslukninger – bl.a. Tyskland og Holland.

Jysk-koncernen med 3.000 butikker i 51 lande har aktuelt ca. 1.600 midlertidigt lukket rundtom i Europa.

Jysk
  • Detailkoncernen Jysk har eksisteret siden 1979, da den nu afdøde dynekøbmand Lars Larsen åbnede den første butik.
  • Driver 2.950 butikker i 51 lande.
  • Jysk indgår i familiekoncernen Lars Larsen Group, der har stifterens søn, Jacob Brunsborg, som bestyrelsesformand.

I den situation glæder koncernchef Jan Bøgh sig over, at flere lande omkring Danmark på samme tid holder fart i detailhandlen – uagtet kampen mod coronasmitte.

»Det er tilfældet i bl.a. Norge og Finland. Det kan lade sig gøre i nogle lande at håndtere smitten, så butikkerne kan være åbne under restriktioner,« siger Jan Bøgh.



Til gengæld vækker det bekymring, at Jysk-butikkerne er midlertidigt lukket i en lang række lande, hvor restriktioner løbende indføres eller forlænges.

»Det bevæger sig generelt voldsomt rundtomkring, og netop nu er der også kommet yderligere tvangslukninger i Schweiz og Portugal. Det virker lidt uoverskueligt, hvad vi skal gribe og gøre i. Det er på nogle områder værre end i foråret,« mener Jysk-chefen.

Jan Bøgh peger på, at ud over tab af omsætning og tusindvis af hjemsendte medarbejdere fra lukkede Jysk-butikker er den største bekymring lige nu vareforsyningen. Især hvordan koncernen skal styre de mange varer til foråret, som er på vej hjem fra leverandørerne til lagre, der allerede er fyldte.

»Netop det sætter gang i betænkelighederne. For en forretning som vores er toppunktet på lagerne netop januar og februar med især havemøbler, hvor der først for alvor går hul på salget i marts/april. Omsætningsmæssigt er det årets beskedne måneder, men klargøringsmæssigt er det højsæson. Derfor berører det os voldsomt,« fortæller Jan Bøgh.

De mange lukkede butikker rammer også hårdt i modebranchen, da forlængelserne kommer, efter at butikker i Tyskland, Holland og Danmark blev lukket ned allerede i december. Netop det er tre af de fem største markeder for den danske tøjbranche.

Adm. direktør Jens Poulsen i modekoncernen DK Company fastslår, at det er en meget svær situation – især for mange af selskabets detailkunder ude i Europa.

Modekoncernen
  • DK Company A/S er en modekoncern med hovedsæde i Ikast.
  • Rummer en lang række modemærker – bl.a. Matinique, Cream, ICHI, b.young, Fransa, Blend, Gestuz, InWear og Solid.
  • Tøjet produceres især i Kina, Indien og Bangladesh.
  • Ejes af selskabet DKC Holding 2011 A/S med koncernchef Jens Poulsen som hovedaktionær. Blandt de øvrige ejere er Jens Obel, der er ansvarlig for aktiviteterne i Ikast og København, Kasper Philipsen med ansvaret for aktiviteterne i Vejle samt finansdirektør Søren Lauritsen.

»I den hårde nedlukning i marts 2020 var vi midt i en sæson. Her er der mange vintervarer, som ligger usolgte i butikkerne, og som mister værdi dag for dag, mens de nye forårsvarer er på vej. Det presser likviditeten i alle led. Jeg er bekymret for mange af vores kunder. Vores opgave er at finde løsninger for dem i en svær situation, samtidig med at vi også skal tænke på egen virksomhed,« siger Jens Poulsen.

DK Company med 20 tøjmærker har både engrossalg til forhandlere i en række lande og egne butikker bl.a. her i Danmark. Tyskland er samtidig det største engrosmarked for koncernen med salg til eksterne detailbutikker og forhandlere.

Mens de fysiske butikker er lukket, er der fortsat fart i onlinehandlen. Desuden kan eksempelvis danske butikker fortsat lave salg , hvis varerne bestilles og betales digitalt samt afhentes. Jens Poulsen peger dog på, at netop inden for tøjsalg afsættes langt hovedparten i de fysiske butikker i Europa.

»Vi står faktisk i en sværere likviditetskrise end i foråret. Hvis det her strækker sig ind i marts, som nogle frygter, bliver det pludselig flere måneder, hvor butikker er lukket. De sidder med varer, der på den måde har mistet værdien, da de er forældede. Det må indgå i de statslige hjælpepakker,« mener Jens Poulsen.

BRANCHENYT
Læs også