Erhverv

Stoppede på toppost i Coop: Nu har Jens Romundstad fået nyt job

Jens Romundstad blev landskendt for over 20 år siden. Nu er han en succesfuld erhvervsmand, der netop har fået et direktørjob i en vækstvirksomhed.

Jens Romundstad, der her ses til højre, skal være ny adm. direktør i vækstvirksomheden Solartag. Han ses her med stifter, hovedaktionær og den hidtidige direktør Thomas Pedersen. Foto: Solartag

Da Danmark lærte Jens Romundstad at kende som Biker-Jens i 1998, var der nok ikke mange, som havde troet, at han en dag ville blive en attraktiv profil i dansk erhvervsliv.

Men det er lige nøjagtigt, hvad Jens Romundstad tilsyneladende er blevet.

For blot halvanden måned efter, at det kom frem, at han fratrådte som HR-direktør i dagligvarekæmpen Coop, har Jens Romundstad nu fundet sig et nyt job. Tilmed et job som adm. direktør for første gang i karrieren.

Det skal ske i vækstvirksomheden Solartag, der laver tagløsninger med integrerede usynlige solceller. En løsning, som Solartag har patent på.

Virksomheden har kun et par år på bagen, men tæller allerede nu 25 ansatte og forventer at omsætte for 60 mio. kr. i 2021. Kunderne er både private og offentlige.

»Alle, der kender mig, ved at jeg godt kan lide at fortælle en god historie. Den her virksomhed (Solartag, red.) er virkelig en god historie. Det er bæredygtighed, æstestik, ydelse og teknologi, som er ramt helt perfekt. Det vil jeg gerne stå i spidsen for,« siger Jens Romundstad, der fortæller, at Solartag nu vil ekspandere til udlandet.

Han begyndte i Solartags bestyrelse i begyndelsen af december, få dage efter at det blev meldt ud, at han stoppede i Coop som følge af en stor ledelsesrokade i dagligvarekoncernen.

Nu har det så udviklet sig til, at Jens Romundstad den 1. februar overtager direktørposten fra Solartags stifter og hovedaktionær, Thomas Pedersen.

»Jeg har været rigtigt glad for at være i store koncerner som Dagrofa og Coop. Men nu glæder jeg mig til at komme til en lidt mindre virksomhed, hvor man er tættere på de ansatte,« siger Jens Romundstad.

Han arbejdede med HR i først dagligvarekoncernen Dagrofa, inden han i 2011 blev HR-chef i Fakta, som er én af Coops kæder. Her blev han senere salgsdirektør, og i 2019 blev han forfremmet til HR-direktør for hele Coop, som dækker kæderne Fakta, Kvickly, Irma, SuperBrugsen, Dagli'Brugsen og Coop 365.

Undervejs i Coop-tiden havde Jens Romundstad ansvaret for 4.000 ansatte og en omsætning på omkring 4 mia. kr.

Den nye topchef i Coop, Kræn Østergaard Nielsen, ønskede at sætte sit eget ledelseshold. Derfor blev 70 stillinger nedlagt, og Jens Romundstad var blandt de mest prominente navne, der røg i Coops store ledelsesrokade. Hans stilling som HR-direktør er nu ledig.

Jens Romundstad fik i 2018 overrakt CSR People Æresprisen af Prins Joachim. Prisen blev givet for Romundstads store sociale indsats, heriblandt initiativet Klar til Start, som er et uddannelses- og træningsforløb for unge med Autisme Spektrum Forstyrrelse.

Mange af autisterne har efter forløbet fået fast job i dagligvarebranchen.

Jens Romundstad er uddannet civiløkonom og har senere taget en HD i organisation. Udover jobbet som HR-direktør i Coop har han også arbejdet ved siden af som foredragsholder og bestyrelsesmedlem i koncernen LHG Group.

BRANCHENYT
Læs også