Erhverv

27-årig får to års fængsel og millionbøde

Sagen er en del af et større kompleks, hvor tre andre tidligere er blevet idømt fængsel.

I det samlede sagskompleks er der blevet hvidvasket for omkring 100 mio. kr.

En 27-årig mand er den seneste til at modtage dom i en større hvidvasksag, der trækker tråde til flere personer og virksomheder.

Manden er dømt for at stille sin virksomheds konto og sit NemId til rådighed for andre, der førte store millionbeløb gennem kontoen, for at sløre at pengene direkte eller indirekte stammede fra kriminalitet.

I alt var manden dermed medvirkende til hvidvask for i omegnen af 10 mio. kr.

For dette blev han af retten i Kolding idømt to års delvist betinget fængsel, mens selskabet, som blev brugt til at vaske pengene hvide, blev idømt en bøde på 5,5 mio. kr., og fik konfiskeret over én mio. kr. fra selskabets konto, oplyser SØIK.

»Det er alvorligt, når man lader sig bruge som stråmand for kriminelle, der vil hvidvaske penge fra kriminalitet. Hvis man stiller sin konto og NemId til rådighed, medvirker man til alvorlig kriminalitet, og det bliver straffet af domstolene,« siger Nathalie Ghiorzi Elias, der er senioranklager i SØIK, i en pressemeddelelse.

Pengene blev primært overført til Polen og til to danske selskaber, som SØIK tidligere har fået dømt for hvidvask i samme sagskompleks. Samlet drejer det sig om sager, der dækker hvidvask for mere end 100 mio. kr.

To andre blev i sommer idømt fængselsstraffe på halvandet år og tre års fængsel for lignende hvidvasksager, og i november fik en tredje mand en dom på tre år og ni måneders fængsel for hvidvask af næsten 50 mio. kr.

Der er desuden rejst tiltale mod yderligere fem selskaber og selskabernes direktører i sagskomplekset.

BRANCHENYT
Læs også