Serier

Petter Stordalen sælger dansk luksushotel for over 1 mia. kr.

Et af Københavns mest prominente luksushoteller, Skt. Petri, er solgt til en amerikansk køber.

Corona rammer verden
Petter Stordalen, ejer af Nordic Choice Hotel-kæden. Foto:Creative Commons

Den norske hotelmilliardær Petter Stordalen, der står bag Nordens største hotelkoncern, Nordic Choice Hotels, har solgt sit fem-stjernede luksushotel Skt. Petri i København.

Det skriver Dagens Næringsliv.

Ifølge mediet er det danske luksushotel solgt til den amerikanske investeringsfond Starwood Capital for omkring 1,5 mia. norske kr., svarende til over 1 mia. danske kr.

Petter Stordalen har længe givet udtryk for, at han er hårdt presset økonomisk af coronakrisen og de fortsatte nedlukninger af rejse- og restaurationsbranchen.

Det har flere gange fået den 58-årige erhvervsmand til at advare om, at branchen går under, hvis ikke de europæiske regeringer holder hånden yderligere under branchen med større og mere vedvarende hjælpepakker.

Derfor skal pengene fra salget af Skt. Petri ifølge Stordalen også bruges til at rette op på hotelkoncernens skrantende økonomi og sikre grundlaget for kædens omkring 200 hoteller.

»Det vigtigste er, at det (salget, red.) giver kapital til at kunne komme styrket ud af krisen. Man må ikke kaste de muligheder væk, som ligger i vanskelige tider. Men det er klart, at en god del af kapitalen vil gå til at betale af på gæld,« siger Petter Stordalen til Dagens Næringsliv.

Ifølge mediet er købet af Stk. Petri den største hoteltransaktion i Nordeuropa i 2020 og 2021, og meget tyder på, at den amerikanske investeringsfond langtfra er færdig med at købe op i Europa.

»Købet af Skt. Petri bliver Starwoods første ejendomskøb i Danmark. Vi glæder os til at se på fremtidige opkøb sammen med Petter Stordalen og hans unikke fordele i den nordiske hotelbranche,« siger Timothy Abram, der vicepræsident i Starwood Capital, til Dagens Næringsliv.

Petter Stordalen oplyser, at han fortsat står for driften af det københavnske luksushotel.

Samtidig peger han på, at flere hotelkæder i fremtiden vil slå sig sammen og alliere sig på kryds og tværs for at overleve coronakrisen, der ifølge den norske hotelkonge kalder på et øget samarbejde og har gjort hotellers størrelse »endnu vigtigere« for at klare sig godt.

80 pct. af Nordic Choiche Hotels’ omsætning kommer fra nordiske gæster, mens det sidste 20 pct. kommer fra internationale gæster.

Ifølge Stordalen kan det øgede samarbejde bruges til at udveksle gæster mellem internationale og europæiske hoteller.

Tidligere på måneden måtte den norske hotelejer for første gang nogensinde dreje nøglen om på et af sine hoteller.

Det skete, da det norske hotel Comfort Hotel Stavanger blev begæret konkurs.

Nordic Choice Hotels fastholdt i forbindelse med konkursen, at det var et »engangstilfælde«, og at selskabet har »har god kontrol og gode, langsigtede løsninger« for kædens øvrige hoteller.

Ud over at drive hoteller stod Petter Stordalen frem som manden, der havde reddet Spies og de andre nordiske dele i den konkursramte rejsekoncern Thomas Cook.

Læs også
Top job