Erhverv

Væksten fortsætter: Ikea tjener igen rekordmange penge

Selvom coronakrisen har betydet lukkede varehuse og begrænsede besøg, så har Ikea Danmark alligevel igen i år slået rekord i omsætning, viser koncernens seneste regnskab.

Ikea har i alt ca. 450 varehuse i hele verden, hvoraf fem ligger i Danmark.  Foto: Ikea Danmark, PR

Nedlukninger og hjemsendelser har ikke lagt en dæmper på danskernes interesse for svenske saml-selv-møbler - nærmere tværtimod.

Ikea Danmark har igen i år rekordomsætning til trods for, at møbelgigantens varehuse har været lukket ned i store dele af regnskabsåret på grund af coronarestriktioner.

Det viser seneste regnskab fra Ikea A/S.

I regnskabsåret 19/20 har Ikea i Danmark omsat for 4,8 mia. kr. Det er en lille stigning på 3 pct. fra forrige regnskabsår og den højeste omsætning nogensinde.

Den danske del af koncernen går også ud af regnskabsåret med et pænt årsresultat. I 19/20 lyder resultatet nemlig på 349 mio. kr. Det er en stigning på 10 pct. fra forrige år.

I Danmark har den svenske detailkæde i alt fem varehuse, som Ikea for en periode frivilligt valgte at holde lukket for at bremse coronasmitten. Lige nu er varehusene lukket for shoppinggæster, men det er stadig muligt at bestille varer online til afhentning.

Og selvom man ikke ved, hvor længe den nuværende nedlukning kommer til at vare, så er man hos Ikea Danmark alligevel fortrøstningsfuld.

Johan Laurell, der er adm. direktør i Ikea Danmark, satser på, at interessen for møbler og bolig fortsætter.

»I det forløbne år er salget til boligen vokset. Vores markedsundersøgelser viser, at det vil vare ved. Opgaven med fokus på alt til hjemmet er at holde fast i væksten og være tilgængelig både digitalt og fysisk,« har landechefen tidligere fortalt til Finans.

Han tilføjer dog, at det er svært at sige præcis, hvordan fremtiden ser ud, når man ikke ved, hvordan coronakrisen vil udvikle sig.

»Især lige nu ændrer tingene sig fra dag til dag. Så vi vil ikke præcisere en forventning til det nye regnskabsår. Vi holder fokus på at udvikle butikker, onlinehandlen samt bæredygtighed i alle led af vores kæde. Det er afgørende over for forbrugerne og med til at ruste os yderligere,« siger han.

Ikea, der i alt har ca. 450 varehuse globalt, har samlet set oplevet et fald i omsætning i regnskabsåret som resultat af coronarestriktioner og nedlukninger verden over.

BRANCHENYT
Læs også