Onlinegiganten Asos køber kendte tøjmærker
Modeportalen Asos, der har Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen som medejer, har tilføjet flere kendte brands til sin forretning.
Den britiske onlinegigant Asos, der har den danske Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen som medejer, har opkøbt de britiske tøjmærker Topshop, Topman, Miss Selfridge og Hiit fra den konkursramte detailkoncernen Arcadia Group.
Det skriver BBC.
Ifølge mediet lyder prisen for de kendte tøjmærker på omkring 2,5 mia. kr.
»Købet af disse ikoniske, britiske brand er et enormt stort øjeblik for Asos og vores kunder og vil hjælpe med at fremskynde vores strategi om at være en multi-brand platform,« siger Nick Beighton, adm. direktør hos Asos, til mediet.
Arcadia Group, der udover Asos også står bag varehuskæden Debenhams, har af flere omgange været i økonomiske vanskeligheder.
Senest offentliggjorde varehuskæden, at den var solgt til den britiske modeportal Boohoo Group efter at have kæmpet med en milliardgæld, der tvang selskabet til at sætte sig selv til salg.
Inden det havde Arcadia Group i november meddelt, at den manglede 248 mio. kr for at komme gennem julemånederne og undgå kollaps.
Det skete, efter kæden året forinden også kæmpede for overlevelse. Her måtte koncernen fyrre mere end 1.000 medarbejdere og lukke 48 butikker.
Dengang lød Arcadia Groups gæld på 1,1 mia. kr., mens modegigantens regnskab samme år viste et tab på 1,4 mia. kr. og et fald i omsætningen på 4 pct., hvilket svarer til ca. 15 mia. kr.
Omvendt har Asos under coronakrisen nydt godt af det voksende onlinesalg.
Ifølge regnskabstal fra selskabet rundede den britiske onlineforhandler i perioden marts til juli forrige år en omsætning på 1 mia. pund svarende til 8,2 mia. danske kr.
Dermed steg platformens salg med omkring 10 pct. sammenlignet med de samme fire måneder året forinden.
Under coronakrisen valgte Asos at gennemføre en kapitaludvidelse på 247 mio. pund, hvilket svarer til lige under 2 mia. kr.
Her spillede Anders Holch Povlsen en central rolle.
Bestseller-ejeren udvidede nemlig i den forbindelse sin aktiepost fra 26 pct. til 30 pct., og derved ejer han i dag lidt under en tredjedel af den britiske modeportal.
Anders Holch Povlsen er gennem sit holdingselskab Heartland den største aktionær i Asos.