Postnord leverer bedste resultat nogensinde
Postnord har i fjerde kvartal leveret det højeste overskud på driften, siden virksomheden blev dannet i 2009. 2020 blev året med det bedste resultat nogensinde, viser et nyt regnskab.
Coronakrisen har sat skub i forretningen hos den skandinaviske postvirksomhed Postnord, der i fjerde kvartal af 2020 har leveret et rekordhøjt driftsresultat og samlet tjent omkring 1,3 mia. kr. for hele året.
Det viser det seneste regnskab, som virksomheden har offentliggjort torsdag morgen.
Ifølge regnskabet har særligt stigende efterspørgsel på pakkeleveringer i forbindelse med coronakrisen været med til at sikre virksomheden sit bedste resultat nogensinde.
I 2019 tabte Postnord over 200 mio. kr., og derved er resultatet for 2020 en stor forbedring for postkoncernen, der i en længere periode har haft svært ved at tjene penge.
Bl.a. har postkoncernen været udfordret af øget digitalisering, der har betydet et fald i brevmængderne. Samme tendens har gjort sig gældende i 2020, hvor koncernens brevmængder er fortsat med at falde som følge af digitaliseringen.
Trods faldende brevmængder har den danske del af Postnord ifølge regnskabet været med til at forbedre resultaterne for hele postkoncernen.
Både omsætningen og indtjeningen i den danske forretning er forbedret i 2020 sammenlignet med året forinden.
Alene i den danske forretning steg omsætningen i fjerde kvartal til 2,7 mia. svenske kr., hvilket er en stigning på 18 pct. i forhold til samme periode af 2019.
Omsætningen i den danske del af Postnord lød i 2020 på 9,3 mia. svenske kr. mod 8,8 mia. svenske kr. året forinden.
Det danske driftsresultat endte i 2020 på 120 mio. svenske kr. mod et underskud i 2019 på 155 mio. svenske kr.
Også kompensation fra den danske stat, som Postnord får for at levere pakker til alle dele af landet, har været med til at trække regnskabet i en positiv retning.
Coronakrisen har dog ikke udelukkende påvirket postkoncernen positivt.
De enorme pakkemængder i forbindelse med krisen har nemlig også sat postkoncernens leveringskvalitet under pres, lyder det i regnskabet.
»Der var flere af os end nogensinde før, som var hjemme og købte julegaver online i stedet for i de fysiske butikker. Som følge af de meget store pakkemængder, faldt leveringskvaliteten for vores pakkeleveringer, men den udgjorde fortsat 93,5 pct. af den samlede koncern i kvartalet (fjerde kvartal red.). Det kan vi takke vores omhyggelige forberedelser til black friday i november og julehandlen i december for,« lyder det fra Annemarie Gardshol, koncernchef i PostNord, i regnskabet.
Postnord blev stiftet i 2009 som en fusion af det danske Post Danmark og det svenske firma Posten AB. Siden har den danske regering ejet 40 pct. af postvirksomheden, mens den svenske regering har ejet de resterende 60 pct. af virksomheden.
Postnord-koncernen omfatter udover den danske afdeling også postforretninger i Sverige, Norge og Finland.
I Danmark servicerer Postnord 2,7 mio. husstande og 280.000 virksomheder.
