Fortsæt til indhold

Bitcoin slår rekorder igen, igen

Verdens mest populære kryptovaluta har atter sat prisrekord efter et heftigt døgn. Hele kryptomarkedet er steget markant de seneste 24 timer.

Kryptomarkedet er steget med over 17 pct. i løbet af det seneste døgn. Foto: REUTERS/Dado Ruvic/Illustration
Erhverv

Prisen på bitcoin blev i nat presset op på sit højeste niveau nogensinde. I løbet af det seneste døgn er prisen steget med 24 pct.

Næsten 48.000 dollars eller knap 300.000 kr. koster det, hvis man i dag vil erhverve sig en hel bitcoin.

Mandag kom det frem, at Tesla havde investeret over 9 mia. kr. i bitcoins og forventede at tage imod kryptovalutaen som betaling for dets populære elbiler. Det fik prisen til at stige markant, og siden da har bitcoin været på et ridt af dimensioner.

Nu spekuleres der i, om andre store virksomheder kunne finde på at gå ind på kryptovalutamarkedet. Investeringsbanken RBC Capital Markets har udsendt en rapport, hvoraf det fremgår, at tech-giganten Apple kunne hæve dets markedsværdi med 25 pct., hvis man implementerede sin egen kryptovaluta i fx. iPhones.

Apples forhold til kryptovaluta har været ambivalent. For flere år siden gjorde de det forbudt at udbyde krypto-opbevaringsprogrammerne, som hedder wallets, i selskabets Appstore. Det forbud er senere blevet ophævet. Det er dog stadig umuligt at købe kryptovaluta med et Apple-kreditkort.

Der er ingen tvivl om, at Tesla fik sat blus under kedlerne i går. Hele kryptomarkedet er ifølge Coinbase steget med 17,7 pct. i løbet af de seneste 24 timer. Ifølge Coinmarketcap var der i går 7.389 mia. kr. bundet op i forskellige kryptovalutaer. I dag er tallet steget til 8.665 mia. kr.

Der er i skrivende stund 18.623.718 bitcoins i omløb. Til en værdi på knap 300.000 kr. per bitcoin står den første og største af samtlige kryptovalutaer alene for 5.544 mia. kr. eller næsten to tredjedele af al den værdi, som er forbundet med kryptovaluta i dag.

Til sammenligning er værdien af Danmarks bruttonationalprodukt lidt over 2.100 mia. kr.

Som aldrig før spekulerer folk i, om bitcoin - og hele kryptomarkedet for den sags skyld - er i en boble. Den kendte børsmægler og finanskommentator Peter Schiff har i en serie af opslag på Twitter givet udtryk for, at han mener markedet er kunstigt pustet op af medierne, og at »bitcoin er kun en trussel mod folk, der køber det.«

Artiklens emner
Bitcoin
Kryptovaluta