Serier

2.500 Jysk-ansatte skal bruge penge i kriseramte restauranter og forlystelsesparker

Flere brancheforeninger krydser fingre for, at danske virksomheder vil bruge en ordning med skattefrie gavekort til de ansatte. På den måde kan de støtte den coronaramte oplevelsesbranche efter genåbning.

Corona rammer verden
Skattefrie gavekort til udespisning, forlystelser og andre oplevelser er del af finansloven for 2021 og dermed coronakrisen. Arkivfoto: Ditte Lysgaard Holm.

Danske virksomheder kan støtte kriseramte restauranter og selskaber i oplevelsesindustrien ved at give et gavekort til brug efter en genåbning. Muligheden indgår i finansloven for 2021. Selve lovteksten er dog endnu ikke vedtaget endnu, så indtil videre er ordningen ikke begyndt at rulle i større stil.

En af de virksomheder, der allerede har sat fart i en plan om at give de ansatte et gavekort til oplevelser, er detailkoncernen Jysk. De 2.500 danske medarbejdere får nu et gavekort – for fuldtidsansatte på 1.200 kr. og deltidsansatte 600 kr.

»Nu hvor muligheden er åbnet, har vi fundet det naturligt at benytte den. Både fordi det helt sikkert vil bringe glæde blandt vores medarbejdere, men også fordi vi på denne måde er med til at støtte nogle af de danske virksomheder, der har været allerhårdest ramt at nedlukninger og restriktioner i forbindelse med corona,« udtaler koncernchef Jan Bøgh, Jysk, om tiltaget.

Detailkoncernen
  • Detailkoncernen Jysk har eksisteret siden 1979, da den nu afdøde dynekøbmand Lars Larsen åbnede den første butik.
  • Driver 2.950 butikker i 51 lande.
  • Jysk indgår i familiekoncernen Lars Larsen Group, der har stifterens søn, Jacob Brunsborg, som bestyrelsesformand.

I finansloven for 2021 er der afsat en pulje på 250 mio. kr., så virksomheder skattefrit kan forære deres medarbejdere et gavekort på op til 1.200 kr. Selve udmøntningen bliver formentlig først vedtaget i marts, men ordningen kan allerede nu sættes i værk.

Målet er at støtte den hårdt trængte oplevelsesbranche, hvor bl.a. restauranter og cafeer gennem længere tid har været tvangslukket.

»Vi håber virkelig, at mange i erhvervslivet vil bruge den aftalte ordning, som kan støtte hårdt trængte erhverv, når vi atter må åbne. Men samtidig er det jo også til gavn for de ansatte i en periode med store udfordringer for hele samfundet,« siger Katia Østergaard, adm. direktør i Horesta - brancheorganisation for hoteller og restauranter.

Hos Dansk Erhverv er forventningen, at flere virksomheder den kommende tid vil bruge muligheden for at forære de ansatte gavekort.

»Vi opfordrer klart erhvervslivet til at benytte sig af ordningen. I vores eget hus, altså Dansk Erhverv, får alle medarbejdere også sådan et gavekort. Netop branchen for udespisning og oplevelser er hårdt presset af krisen. På den måde kan der støttes fra det øvrige erhvervsliv gennem skattemuligheden som er på vej,« siger Lars Ramme Nielsen, chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv.

Hos Jysk gives oplevelses-gavekortene også som konsekvens af, at den danske del af koncernen i 2020 måtte aflyse en storfest for de danske ansatte i november.

»I Jysk har der hvert eneste år, siden Lars Larsen åbnede den første butik i 1979, været holdt en fest for alle medarbejdere som en ekstra tak for deres indsats. Det kunne selvfølgelig ikke lade sig gøre i 2020, og derfor forsøgte vi i første omgang at udskyde den,« udtaler Jan Bøgh og fortsætter:

»Vi har dog erkendt, at det ikke bliver muligt at holde festen i løbet af foråret. Derfor får alle medarbejdere i stedet et gavekort, så de kan få en god oplevelse sammen med deres kolleger eller deres familie. Det er helt sikkert ekstra tiltrængt i år.«

Læs også