Fortsæt til indhold

Ny måling: Coronapandemien har en positiv effekt på C25-selskabernes omdømme

Danske virksomheder har gennem coronakrisen oplevet fremgang i deres omdømme, viser en ny måling fra analysehus.

Camilla Sylvest, koncerndirektør i Novo Nordisk, mener, at en virksomheds omdømme blandt andet er vigtigt for at tiltrække de rigtige medarbejdere. Foto: Charlotte de la Fuente
Erhverv

Coronapandemien har tilsyneladende haft en positiv effekt på C25-selskabernes image.

I hvert fald har en overvægt af Danmarks største virksomheder ifølge en frisk måling fra analysehuset Caliber fået et bedre omdømme det seneste år.

Novo Nordisk topper Calibers liste, som rangerer selskaberne fra det danske eliteindeks C25, mens Vestas, Rockwool, Novozymes og Carlsberg følger efter.

Shahar Silbershatz, direktør i Caliber, vurderer, at de danske selskaber generelt har klaret sig godt igennem coronakrisen, og at den danske solidaritetsfølelse også spiller ind i forhold til udviklingen.

»Vi kan se, at covid-19 har haft en positiv effekt på omdømmet af virksomheder i Danmark. Det er ikke tilfældet i alle lande, og det har muligvis noget at gøre med, at danske virksomheder i mindre omfang end andre steder har set sig nødsaget til store fyringsrunder. Generelt er krisen blevet håndteret godt i Danmark, og virksomhederne har ikke udnyttet situationen,« siger han.

Sammenligner man med andre lande, spiller det ifølge Shahar Silbershatz også ind, at danskerne generelt ikke har været så hårdt ramt sygdomsmæssigt som for eksempel i Storbritannien og USA. Der har befolkningen generelt været mere utilfredse igennem coronakrisen, og det har en negativ effekt på virksomhedernes omdømme.

Hos Novo Nordisk opfatter man omdømme-stigningen som en anerkendelse af selskabets coronaindsats.

Camilla Sylvest, koncerndirektør i Novo Nordisk med ansvar for området Commercial Strategy & Corporate Affairs, skriver i en e-mail til Finans, at det først og fremmest skaber glæde og stolthed, at selskabets omdømme i Danmark er så stærkt.

»Et godt omdømme er afgørende for, at dygtige mennesker har lyst til at arbejde for os, at investorer vil investere i os og at potentielle partnere er interesserede i at arbejde sammen med os. Uden den støtte kunne vi ikke klare os så godt som virksomhed,« lyder det fra Camilla Sylvest.

Hun skriver endvidere, at et godt omdømme opbygges over lang tid og skal underbygges af, at virksomheden bidrager til at løse nogle reelle problemer – for samfundet og for enkeltpersoner – på en bæredygtig måde.

Novo Nordisk Fonden har i løbet af coronakrisen bevilget næsten en halv milliard kroner til initiativer, der skal være med til at afbøde konsekvenserne af coronapandemien.

Et andet selskab med en erhvervsdrivende fond bag sig er Carlsberg. Bryggeriet har i løbet af fem år bevæget sig opad på Calibers image-liste, og selskabet ramte i fjerde kvartal 2020 den bedste placering siden 2016.

Kasper Elbjørn er informationschef i Carlsberg Danmark og direktør for ekstern kommunikation i Carlsberg Group. Han vil ikke kommentere den konkrete måling, men generelt tror han, at mange er glade for, at Carlsberg har genfundet sit formål: at brygge gode øl.

»Vores indsats under den første nedlukning, hvor vi blandt andet hjalp med at sikre håndsprit til Danmark, skal man nok heller ikke undervurdere. Det var i den gamle brygger Jacobsens ånd at hjælpe samfundet, og det har vi fået stor anerkendelse for, og det er også noget, vi er rigtig stolte over,« skriver Kasper Elbjørn i en skriftlig kommentar til Finans.

Det har muligvis noget at gøre med, at danske virksomheder i mindre omfang end andre steder har set sig nødsaget til store fyringsrunder.
Shahar Silbershatz, direktør i Caliber

Virksomhedernes image er ikke det eneste, der er forbedret i løbet af det seneste år. Også tilliden til de danske virksomhederne er vokset.

Ifølge en undersøgelse af danskernes tillid til forskellige institutioner som myndigheder, NGO’er, medier og virksomheder udarbejdet af rådgivningsfirmaet Primetime er virksomhederne »den samfundsinstitution i Danmark, som oplever højest tillid.«

Også i et internationalt perspektiv er tilliden til de danske virksomheder bemærkelsesværdig.

»Tilliden til virksomhederne i Danmark er så høj, at det placerer danske virksomheder i toppen af tillidsindekset – sammenlignet med resten af de vestlige lande i Edelmans Trust Barometer 2021 – og tæt på det globale gennemsnit,« lyder det i undersøgelsen.

Ifølge Calibers måling har de største selskaber i både Tyskland og Storbritannien generelt fået et dårligere image i løbet af det seneste år, hvor coronakrisen har overskygget det meste.

Også den seneste regnskabssæson har vist, at de danske selskaber er robuste. Selvom hele 2020 som bekendt har været præget af coronapandemi, hvor virksomhedernes topchefer har navigeret i en tyk tåge af uforudsigelighed, har C25-selskaberne over en bred kam levet op til markedets forventninger.

Danske topchefer er i øvrigt optimistiske i forhold til, hvornår coronakrisen letter. Flere forventer således, at der er mere eller mindre normale tilstande efter sommerferien.

Mens langt de fleste C25-virksomheder er gået frem på Calibers liste og altså har forbedret deres image, er fire selskaber gået tilbage. Det gælder Demant, Royal Unibrew, FLSmidth og Topdanmark. Danske Bank ligger i bunden af listen med det ringeste omdømme, men er det selskab, der er steget mest det seneste år.

Artiklens emner
Carlsberg
Novo Nordisk