Fortsæt til indhold

For første gang i mere end 25 år: Gislev Rejser taber stort millionbeløb

Coronakrisen har sendt det danske rejseselskab ud i sit største tab i nyere tid.

Gislev Rejser begyndte i sin tid med at arrangere busrejser til udlandet, men de senere år har kunderne i stigende grad rejst med fly. Arkivfoto: Sisse Dupont
Erhverv

I årtier har det danske rejseselskab Gislev Rejser, der er et af landets ældste rejseselskaber, leveret det ene millionoverskud efter det andet og sendt titusindvis af danskere ud i verden med bus, skib eller fly.

Det har coronakrisen sat en brat stopper for, og Gislev Rejser har for første gang i mere end 25 år haft underskud på bundlinjen.

Det viser selskabets seneste regnskab for 2019/2020.

Gislev Rejser tabte i perioden over 11 mio. kr. efter skat mod et overskud på 2,6 mio. kr. i regnskabsperioden forinden. Samtidig skrumpede selskabets bruttofortjeneste fra 35 mio. kr. i 2018/2019 til omkring 9 mio. kr. i 2019/2020.

»Årets resultat er ikke som forventet, da følgevirkningerne af covid-19-pandemien har påvirket resultatet væsentligt negativt,« skriver ledelsen i regnskabet.

Gislev Rejser blev stiftet i 1946 af den nu tidligere ejerfamilie Andersen, der i 2018 solgte selskabet til mediekoncernen Aller for 32 mio. kr.

På daværende tidspunkt resulterede det i, at Andersen-familien var god for knap 150 mio. kr.

Poul Andersen, der er tredje generation i Gislev Rejser, er i dag fortsat adm. direktør for selskabet.

Gislev Rejser har i seneste regnskab reduceret antallet af medarbejdere til omkring 45 ansatte, hvilket svarer til en tilbagegang på omkring 30 pct. sammenlignet med 2018/2019.

Derudover har det 75 år gamle rejseselskab også gennemført »andre nødvendige besparelsestiltag« for at tilpasse sig coronakrisen og den faldende rejseaktivitet.

»Den globale smittespredning af covid-19 har medført omfattende rejserestriktioner, hvilket har resulteret i, at rejsebranchen uventet mistede stort set hele forretningsgrundlaget. Dette aktivitetsfald ramte også Gislev Rejser A/S, som afledt heraf desværre har måttet gennemføre væsentlige personalereduktioner samt andre nødvendige besparelsestiltag,« skriver ledelsen.

Ifølge regnskabet vil Rislev Rejser også i 2020/2021 være væsentlig påvirket af coronakrisen.

Derfor forventer selskabet både et lavt aktivitetsniveau og et negativ resultat i perioden.

Gislev Rejser blev etableret i 1946 og startede i sin tid med at arrangere busrejser til udlandet. De senere har har kunderne dog i højere grad rejst med fly, når de bestiller gennem selskabet.

Inden coronakrisen ramte, havde Gislev Rejser omkring 50.000 rejsende kunder om året.

Selskabet skriver i regnskabet, at det i 2019/2020 har modtaget »delvis kompensation for faste omkostninger og løn«.

Herunder har Gislev Rejser bl.a. modtaget kompensation for annullerede rejser i perioder 13. marts 2020 til 13. april 2020.

I hele regnskabsåret har selskabet ifølge regnskabet modtaget støtte for i alt 5,3 mio. kr.

Artiklens emner
Rejsebranchen
Gislev Rejser