Codan: Pandemiforsikring ville koste Petter Stordalen knap 60.000 kr.
Codan vil ikke betale forsikringspenge til resortanlægget Noreell Ski og Spa, der hører under Petter Stordalens Strawberry-koncern. Nu kører sagen i retten i Oslo.
Det er ikke sjovt at være hotelejer i denne tid. Det har også den ellers succesfulde norske hotelejer, ejendomsudvikler og investor Petter Stordalen måtte sande.
Den succesrige norske hotelejer er efter eget udsagn ramt hårdt økonomisk af coronakrisen, der midlertidigt har lukket alle hans hoteller i Strawberry-koncernen, der bl.a. står bag Nordic Choice Hotels – Nordens næststørste hotelkæde efter Scandic Hotels.
I januar solgte den norske milliardær det fem-stjernede luksushotel Skt. Petri i København til over 1 mia. kr., og i samme måned måtte han for første gang dreje nøglen om til ét af sine hoteller, da Comfort Hotel Stavanger blev begæret konkurs.
Senest tog den statskontrollerede storbank DNB pant for i alt 3,9 mia. kr. hos størstedelen af hoteldriftsselskaberne tilhørende velhaverens koncern, efter banken i længere tid har finansieret Petter Stordalens forretninger.
Nu er resortanlægget Noreell Ski og Spa sagsøger i en sag, der går i gang i denne uge i Oslo Tingret. Anlægget med 244 hotelværelser og 161 lejligheder drives af Petter Stordalens hotelkæde Nordic Choice og er dermed dækket af koncernens forsikring. Noreell-selskabet har sagsøgt det danske forsikringsselskab Codan med krav om at få dækket et indtægtstab på 2,2 mio. kr.
Det skriver det norske medie DN.
Vinder koncernen retssagen, kan det samlede krav for alle selskaberne i hele Strawberry-koncernen ende omkring en milliard. Strawberry har en tillægsforsikring, som dækker indtægtstab grundet epidemisk udbrud og mener altså, at selskabet bør modtage forsikringspenge.
Men det afviser Codan, da forsikringen ifølge forsikringsselskabet kun dækker indtægtstab ved et udbrud på det enkelte hotel. Codans advokat, Amund Steinvik, mener, at præmien, som Petter Stordalens koncern har betalt, helt klart ikke indikerer en pandemiforsikring.
I retten hævdede Amund Steinvik, at en forsikring, der vil dække for en pandemi, ville koste knap 60 mio. kr. for virksomheden, der har en årlig omsætning på ca. 9 mia. kr.
Til sammenligning betaler Strawberry i dag en afbrudsforsikring på mellem 1,1-1,3 mio. kr., ifølge Codan.
Ifølge DN har Codans danske hovedkontor kontaktet en række internationale forsikringsselskaber for at tjekke prisniveauet for en pandemiforsikring til Petter Stordalens koncern.
»Tilbuddene, vi modtog, varierede mellem 56-84 mio. kr.,« sagde Codan-advokaten i retten.
Foruden hoteldrift er Petter Stordalen også kendt for at have reddet Spies og andre nordiske dele af den konkursramte rejsekoncern Thomas Cook.
Koncernchef i Nordic Choice, Torgeir Silseth, har tidligere udtalt, at selskabet »har god kontrol og gode langsigtede løsninger« for kædens øvrige hoteller.


