Serier

Fitnesskæden Repeat begærer moderselskab konkurs

Ifølge stifter Rasmus Ingerslev er ambitionen fortsat at forsøge at videreføre fire ud af fem danske centre.

Corona rammer verden
Rasmus Ingerslev, stifter af både Fitness.dk og Fresh Fitness og Repeat. PR-foto.

Den danske fitnesskæde Repeat, der i slutningen af januar måtte anmode om rekonstruktion, fordi der ikke længere var penge i selskabet til at betale regninger, har begæret sit moderselskab konkurs.

Ifølge kædens stifter, Rasmus Ingerslev, er ambitionen dog fortsat at forsøge at videreføre fire ud af de fem centre, som Repeat har i Danmark, mens selskabet arbejder på at frasælge det ene fitnesscenter, som det har i Sverige.

Allerede nu står det dog klart, at Repeats fitnesscenter i Aarhus må lade livet og ikke kommer til at genåbne, når de nuværende coronarestriktioner bliver ophævet.

»Det betyder desværre, at der for medlemmerne i Aarhus ikke bliver noget Repeat-center at vende tilbage til efter coronakrisen. Ligesom fremtiden i de fire øvrige danske centre afhænger af, om vi lykkes med at finde en løsning, der kan sikre videre drift. I forhold til den svenske del af Repeat afhænger fremtiden også af, om vi lykkes med at få den del solgt og i givet fald, hvem der overtager. Jeg ser det som en realistisk mulighed, men intet er sikkert endnu,« siger Rasmus Ingerslev.

I selskabets rekonstruktionsplan, som Finans er i besiddelse af, fremgår det, at der er »seriøs interesse fra en køber« i forhold til køb af aktiviteter.

Grundet pantsætning af samtlige af selskabets aktiver forventes der dog ifølge rekonstruktionsplanen ikke provenu ved eventuelt salg, som kan medføre »frie midler« til dividendeudlodning.

Rasmus Ingerslev ønsker på nuværende tidspunkt ikke at udtale sig om, hvor interessen kommer fra, og hvilke dele af forretningen, som den eller de mulige købere har vist interesse for. Han understreger, at han håber, at dele af kæden kan fortsætte under samme navn og derved sikre, at medlemmerne og medarbejdere igen kan blive knyttet til Repeat.

»Der har været en række henvendelser fra flere mulige købere, som har ytret interesse om alt fra køb af håndvægte til at overtage lejemål, men det er for tidligt at sige noget om endnu. Der er ingen dialog lige nu om, at nogen skal overtage hele kæden og drive den videre som hidtil,« siger Rasmus Ingerslev.

Han understreger, at rekonstruktionsprocessen fortsat er i gang i Repeats drifstselskab, og at selskabets plan for rekonstruktion blev vedtaget mandag.

Repeat blev stiftet i 2016 og har tre centre i København og et center i henholdsvis Aarhus, Odense og Sverige.

Kæden har på intet tidspunkt været overskudsgivende, og derfor har den heller ikke under coronakrisen kunnet modtage kompensation i forbindelse med tvangsnedlukningen af landets fitnesscentre.

Det har betydet, at kædens medlemstal under hele coronapandemien har været faldende.

»Uanset om vi finder en måde hvorpå vi kan videreføre driften, så betyder coronakrisen, at fremtiden er usikker både for os som kæde, men også for hele branchen. Repeat har været tabsgivende inden coronakrisen grundet ekspansion og sin relativt korte levetid, og derfor har vi ikke kunnet få kompensation. Det betyder, at vi har blødt med hænderne bundet på ryggen. De løsninger, der er lavet fra regeringen, tilgodeser ikke i tilstrækkelig grad ekspansive virksomheder eller nyopstartede selskaber. Vi føler, at vi er blevet tvunget til at tabe penge,« siger Rasmus Ingerslev.

Ifølge virksomhedens seneste regnskab tabte Repeat 8,6 mio. kr. efter skat i 2019, samtidig med at virksomhedens egenkapital forsvandt, og driftsresultatet viste et tab på knap 10 mio. kr.

Siden har selskabet løbende fået tilført frisk kapital, men det har tilsyneladende ikke været nok til at sikre drift i det nødlidende fitnessselskab.

Udover fitnesskæden Repeat var Rasmus Ingerslev også med til at skifte Fitness.dk og Fresh Fitness. Fitness.dk blev solgt til Parken Sport og Entertainment i 2006, mens Fresh Fitness blev solgt til Fitness World.

Hans-Henrik Moe Sørensen, der ligeledes var med til at bygge Fresh Fitness op, er også en del af Repeat.

BRANCHENYT
Læs også