Erhverv

Ageras Group har hentet en investering på 450 mio. kr.

Ifølge selskabet skal investeringen bruges på yderligere vækst og flere opkøb.

Direktør for Ageras, Rico Andersen, har for nylig hentet en investering til selskabet. Arkivfoto: Gregers Tycho

Den danske tech-virksomhed Ageras Group, der har mangemillionær Rico Andersen som adm. direktør, har hentet en investering på 450 mio. kr.

Investeringen kommer fra den amerikanske teknologifond Lugard Road Capital og skal bruges til at sætte yderligere turbo på selskabets internationale ekspansion og sikre flere opkøb, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

»Vores vision er at gøre livet lettere for mindre virksomheder. Det gør vi ved at starte med det basale nemlig regnskabet, men på sigt også tilbyde f.eks. banktjenester. Vi opbygger dermed et økosystem af finansielle produkter og services omkring virksomheden, hvilket er den rejse som både Lugard Road Capital og Rabobank køber ind i,« siger Rico Andersen, der sammen med Martin Hegelund stiftede Ageras Group i 2012.

Selskabet hjælper virksomheder og private med bl.a. revision, bogholderi, advokater og jurister gennem platformen Ageras, som i dag har 340.000 brugere og er aktiv i seks lande i Europa og USA.

Investeringen fra Lugard Road Capital er ikke den eneste kapitalrejsning, som Ageras Group har sikret sig de senere år.

Efter flere år med heftig vækst blev Ageras Group i marts 2017 købt af den internationale investeringsgigant Investcorp, der bl.a. også ejer Georg Jensen, for et ukendt beløb.

Ageras Groups seneste investering følger bl.a. tidligere investeringer fra milliardfonden Investcorp samt den hollandske finansgigant Rabobank, der også medinvesterer i selskabets seneste investeringsrunde.

For at kunne understøtte en større del af kundernes behov har Ageras Group løbende søsat nye virksomheder eller opkøbt konkurrerende eller komplementære virksomheder. Gruppen, der startede med online-markedspladsen Ageras.com, tæller derfor i dag også regnskabsprogrammerne Meneto og Billy i Danmark samt Tellow i Holland.

Lige nu arbejder Ageras Group på at bygge finansielle services ind i de eksisterende produkter.

»Vi tror på en fremtid med one-stop løsninger. Derfor vil vi i lighed med tidligere investeringer bruge denne investering på fortsat at bygge nye services og opkøbe virksomheder, der på hver sin måde bidrager til at gøre livet lettere for selvstændige ved at det administrative bøvl forsvinder,« siger medstifter og CMO Martin Hegelund.

Serieiværksætter Martin Thorborg har tidligere været medejer af Ageras Group. Han har dog solgt samtlige af sine aktier i selskabet til Investcorp og er derfor ikke længere en del af det danske tech-selskab.

»De to andre ejere af Ageras ville have nye ejere ind, som kunne fortsætte den nuværende retning, og jeg ville, lidt firkantet, bare have flest mulige penge. Vi endte med at få begge dele, og det er vi sindssygt tilfredse med,« sagde Martin Thorborg til Finans i forbindelse med salget.

Ageras Group havde ifølge virksomhedens seneste offentliggjorte regnskab et underskud på 32,2 mio. kr. efter skat.

BRANCHENYT
Læs også