Serier
BREAKING

TCM Group foreslår ekstraordinært udbytte efter solidt regnskab

Bestyrelsen foreslår endvidere, at den danske køkkenproducent iværksætter et aktietilbagekøbsprogram på op til 150 mio. kr.

Corona rammer verden
Foto: PR/TCM Group

Skandinaviens tredjestørste producent af køkkener, TCM Group, kan onsdag præsentere et stærkt regnskab, som vidner om, at det ikke var tilfældigt, da selskabet i slutningen af 2020 rykkede en klasse op på Nasdaq.

TCM Group er det selskab, som bl.a. står bag Svane- og Tvis-køkkener, men også producerer møbler til badeværelser og opbevaring.

Omsætningen steg i 2020 med 1,8 pct. til 1.025 mio. kr., og driftsresultatet (EBIT) endte på 140 mio. kr. mod 154 mio. kr sidste år. Begge resultater er ifølge TCM Group på linje med forventningerne, og selskabet ender da også med et positivt årsresultat på 102 mio. kr.

De solide resultater har fået bestyrelsen til at foreslå, at den øgede likviditet anvendes i en række tiltag, som især vil komme aktionærerne til gode. Til den forestående generalforsamling vil bestyrelsen således indstille til, at der udbetales et udbytte for 2020 på 5,50 kr. pr. aktie, hvilket svarer til 54 pct. af årets resultat.

Dernæst foreslår bestyrelsen, at der udbetales et ekstraordinært udbytte på 7,50 kr. pr. aktie, fordi der af krisemæssige årsager ikke blev udloddet udbytte i det forgange år.

Sidst, men ikke mindst, vil TCM Groups bestyrelse foreslå implementeringen af et aktietilbagekøbsprogram på op til 150 mio. kr.

TCM Group frigav onsdag årsregnskabet i sammenhæng med regnskabet for fjerde kvartal i 2020. Dette viste en smal vækst i omsætning, mens driftsresultatet (EBIT) faldt med 7 mio. kr. Heraf udgør engangsposter forbundet med pandemiforårsagede forholdsregler 3 mio. kr. i fjerde kvartal.

Sammenlagt skønner TCM Group, at udgifter til Covid-19-forholdsregler i 2020 har kostet selskabet 5 mio. kr.

I den meddelelse, der i dag er udgået fra hovedkontoret i Tvis, skriver adm. direktør Torben Paulin, at de forventer, at omsætningen vil blive ved med at vokse.

»For 2021 forventer vi en omsætning i niveauet 1.040-1.000 mio. svarende til en forventet organisk vækst på 4-10 pct.,« skriver Torben Paulin.

BRANCHENYT
Læs også