Erhverv

Kan blive den næste i EU: Ny vaccine er knap så effektiv, men beskytter mod alvorlig sygdom

Vaccine fra Johnson & Johnson kan blive godkendt i USA i weekenden. Om få uger kan den blive frigivet i EU.

Indtil videre er tre vacciner godkendt i EU. En fjerde fra Johnson & Johnson kan være på vej. Foto: Valdemar Ren

En vaccinekandidat fra det amerikanske firma Johnson & Johnson er moderat effektiv i beskyttelsen mod covid-19-infektioner. Til gengæld yder den en god beskyttelse mod alvorlig sygdom og hospitalsindlæggelser.

Sådan lyder vurderingen fra professor i infektionssygdomme på Rigshospitalet Jens Lundgren på baggrund af nye data, der onsdag ifølge New York Times blev offentliggjort af de amerikanske sundhedsmyndigheder, Food and Drug Administration (FDA).

FDA er netop nu i gang med at behandle en ansøgning om nødgodkendelse af vaccinen fra Johnson & Johnsons datterselskab Janssen Biotech. Godkendelsen kan blive en realitet i den kommende weekend, skriver mediet.

Dataene viser, at vaccinen har demonstreret en effektivitet i USA på 72 pct. og 64 pct. i Sydafrika, hvor en særlig variant af coronavirus har vist sig mindre følsom over for flere af vaccinerne.

Danske vaccinekøb
Danmark har forhåndsreserveret vacciner til ca. 25 mio. borgere. Foreløbigt er det dog kun tre af vaccinerne, der er godkendt til brug i EU.
  • Astrazeneca (godkendt): ca. 5,2 mio. vaccinedoser svarende til ca. 2,6 mio. vaccinationer
  • Sanofi-GSK: ca. 3,9 mio. vaccinedoser svarende til ca. 1,9 mio. vaccinationer
  • Johnson & Johnson: ca. 8,2 mio. vaccinedoser svarende til ca. 8,2 mio. vaccinationer
  • BioNTech/Pfizer (godkendt): ca. 9,2 mio. vaccinedoser svarende til ca. 4,6 mio. vaccinationer
  • CureVac: ca. 9,1 mio. vaccinedoser svarende til ca. 4,5 mio. vaccinationer
  • Moderna (godkendt): ca. 6 mio. vaccinedoser svarende til ca. 3 mio. vaccinationer

Dataene viser samtidig, at den har en beskyttelse mod alvorlig sygdom på 86 pct. i USA og 82 pct. i Sydafrika.

Jens Lundgren mener, at tallene er »konsistente« med tilsvarende studier af vaccinen fra Astrazeneca, der bygger på samme teknologi, og som blev godkendt i EU i januar på baggrund af en effektivitet på 60 pct.

De to vacciner ligger noget under niveauerne for de såkaldte RNA-vacciner fra Pfizer-Biontech og Moderna, der har demonstreret effektivitetsniveauer på helt op til 95 pct.

Til gengæld er vaccinerne fra Astrazeneca og Johnson & Johnson nemmere at håndtere og distribuere, og sidstnævnte er den eneste, der kun kræver en dosis.

Johnson & Johnson har også indsendt en ansøgning om såkaldt betinget markedsføringstilladelse til det europæiske lægemiddelagentur, EMA, der tidligere har meldt ud, at det forventer at afslutte sagsbehandlingen medio marts.

Vaccinen fra Johnson & Johnson er tiltænkt en væsentlig rolle i den europæiske vaccineudrulning, herunder i Danmark.

Danmark har forhåndsreserveret 8,2 mio. vaccinedoser fra firmaet og har ligeledes indregnet 750.000 doser i vaccinationsudrulningen i 1. halvår 2021.

BRANCHENYT
Læs også