Erhverv

Fitness-branchen frygter flere konkurser

Der blev åbnet en smule op for det danske idrætsliv, da forsamlingsforbuddet til organiseret sport blev hævet fra 5 til 25 personer. Men fitnesscentrene skal stadig holde lukket.

Arkivfoto

Der var delvist gode nyheder for det danske idrætsliv, da regeringen onsdag hævede forsamlingsforbuddet for udendørs idræts- og foreningsaktiviteter i organiseret regi fra 5 til 25 personer.

Men det er dog stadig ikke alle, der er tilfredse med genåbningen. Indendørs idræt, og dermed også fitness, er ikke en del af den første genåbning, og det nager Morten Brustad, branchedirektør i Dansk Fitness & Helse Organisation (DFHO).

Han havde ikke forventet, at de danske fitnesscentre var blevet åbnet i den første genåbning, men har ingen roser til regeringen for kun at åbne udendørsidrætten.

»Det er en rædselsfuld og forfærdelig situation for os at være lukket i i fire måneder nu. Fitnesssektoren har direkte kurs mod afgrunden. Vi har allerede set konkurser, og hjælpepakkerne kan kun holde skindet på næsen i kort tid endnu, for vi taler om fire måneders nedlukning. Det er skidt for både virksomheder i branchen og det danske samfunds fysiske og mentale sundhed og trivsel.«

Så sent som tirsdag måtte den danske fitnesskæde Repeat, der i slutningen af januar måtte anmode om rekonstruktion, fordi der ikke længere var penge i selskabet til at betale regninger, begære sit moderselskab konkurs.

Spørger man Morten Brustad, kan der være endnu flere konkurser i vente, hvis fitnesscentrene ikke snart får lov til at åbne.

»Jeg ved ikke, hvornår der er en anden virksomhed, der tvinges ud over afgrunden. Det kan jeg ikke eksakt sige, men vi styrer helt sikkert mod afgrunden. Vi var allerede i januar ude og sige, at midlet mod ikke at falde helt i afgrunden er at få genåbnet sektoren. Den private idrætssektor er følsom, og hvis den ikke længere eksisterer, taber Danmark rigtig mange idrætsfaciliteter, der er bygget op over de seneste 10-15 år og udgør en væsentlig del af idrætsarenaen i dag.«

Han henviser til de massive udfordringer, det giver for folkesundheden, at både børn og voksne ikke får den daglige motion, som de er vant til.

I sidste uge skrev TV2, at en undersøgelse fra Syddansk Universitet havde vist, at en 8. klasse over det seneste år har taget 7,6 kilo på i gennemsnit.

»Hvis der er nogen, der sidder på Christiansborg og tror, at folk bare løber en tur i stedet for, så sker det bare ikke. De seneste 10-15 år har vi aktiveret rigtig mange, og det frygter vi går tabt med de markante nedlukninger og restriktioner, som vi har været underlagt i lang tid nu,« siger Morten Brustad.

BRANCHENYT
Læs også