Søstrene Luise og Karina Sejrup har skabt en fælles millionforretning gennem webshoppen Molly&My
Luise og Karina Sejrup stiftede i 2015 webshoppen Molly&My, som i seneste regnskab for første gang havde et millionoverskud.
Nærmest ved et tilfælde opstod ideen bag den danske webshop Molly&My, der for nylig har offentliggjort sit første millionoverskud.
Sidste år lykkedes det Molly&My, der sælger dame- og børnetøj, at levere et overskud på knap 4 mio. kr. efter skat mod et overskud på omkring 700.000 kr. året inden.
Samtidig blev selskabets bruttofortjeneste mere end fordoblet og landede over 4 mio. kr.
»Det er megafedt både for virksomheden, medarbejdere og os selv at levere så flot et regnskab. Det er virkelig et skulderklap, at vi nu har vist, at vi kan vækste og samtidig tjene penge, der kan geninvesteres i virksomheden,« siger Luise Sejrup, der sammen med søsteren Karina Sejrup stiftede Molly&My i 2015.
Ideen til webshoppen opstod under en sommerhustur til Fanø og har altså nu gjort søstrene fra Taulov nær Frederica til indehavere af en millionforretning. Faktisk havde stifterne i 2018 så meget meget fart i salget, at det var nødvendigt for dem at trække bremsen og skrue ned for markedsføringen.
»Opbremsningen var et spørgsmål om at få virksomheden til at vokse på den rigtige måde. Vi har optimeret og forbedret vores interne processer de seneste år, fordi vi simpelthen ikke kunne følge med den hurtigte vækst. Derfor har vi investeret i at gøre virksomheden klar til yderligere vækst, og det ser vi resultaterne af nu. Optimeringen betød, at vi var helt klar, da coronakrisen ramte og satte yderligere skub i onlinesalget,« siger Luise Sejrup.
Sammen med Karina Sejrup sætter hun en dyd i at holde tæt kontakt med virksomhedens kunder og tilbyde en personlig kundeoplevelse. Det sker til trods for, at Molly&My udelukkende opererer online, og ifølge søstrene er strategien en direkte konsekvens af den traditionelle købmandstankegang, som de voksede op med som børn.
Her drev deres forældre nemlig selv en fysisk forretning, hvor søstrene hjalp til og fik personlig betjening og »godt købmandskab« ind under neglene.
»Vi er vokset op med vigtigheden af god kundeservice, nærvær og personlig betjening, og det har vi fra start gjort meget ud af at videreføre i Molly&My. Egentlig ville vi gerne have startet en fysisk forretning, men det var ikke muligt, da vi stiftede virksomheden, fordi vi begge arbejdede som socialrådgivere. I stedet vil vi bringe den klassiske købmandsånd ind i onlinesalget, og det er fortsat tankegangen,« siger Luise Sejrup.
Men er det realistisk at skabe den samme service og personlige kunderelation online?
»Det synes vi jo til dels, det er, fordi vi bruger os selv så meget i markedsføringen, på sociale medier, og når kunderne skal hente en pakke hos os. Jeg tror på, at vores kunder føler, at de kender os og sætter pris på den mere personlige tilgang, som min søster og jeg har til forretningen. Uden vores kunder er vi ingenting,« siger hun.
Stifterne understreger derfor også, at Molly&My ikke længere har planer om at etablere fysiske butikker.
»Vi har længe haft kig på udlandet, men fordi vi har oplevet så vild en vækst, er vi for at være helt ærlige ikke nået længere med planerne. 2020 er det første år, hvor vi ikke har haft et budget, fordi vi har haft så travlt med at eksekvere. Derfor er vores fokus lige nu på Danmark og servicering af vores kunder herhjemme,« siger Luise Sejrup, der dog drømmer om at have udvidet forretningen til Norden indenfor de kommende fem år.
Molly&My har i dag omkring 20 fuldtidsansatte og en egenkapital på knap 6 mio. kr.
Selskabet oplyser ikke længere sin omsætning, men i 2018 lød den på over 20 mio. kr.
Lusie Sejrup gik fuldtid i virksomheden i 2016, mens Karina Sejrup gjorde det i 2018.


