Erhverv

Modebrandet A-View sikrer sig sit første millionoverskud

Allerede i selskabets andet regnskab er det lykkedes at levere overskud på driftsresultat og bundlinje.

Jan  Lehrmann købte i DR-programmet "Løvens Hule" 12 pct. af modebrandet A-View, som Jakob Bording Andersen har stiftet. I midten ses marketingansvarlig Sarah Kolster Josephsen. Foto: Lange PR.

Det danske modebrand A-View, der i DR-programmet ”Løvens Hule” sikrede sig en million kroner fra serieinvestor Jan Lehrmann, er godt på vej til at blive en af de helt store spillere indenfor modebranchen herhjemme.

For første gang er det lykkedes selskabet at sikre sig millionoverskud på bunden og samtidig for første gang tjene penge på driften.

Det sker vel at mærke i selskabets andet regnskabsår, der for nyligt er offentliggjort tal for.

»Jeg har købt ind i Jakobs (Bording Andersen, grundlægger af A-View red.) købmandskab og evne til at have fingeren på pulsen, og jeg forventer, at jeg kan hjælpe brandets med dets go-to-market-strategy. Med præcision har Jakob levet op til det, han lovede mig i ”Løvens Hule”. Trods coronakrisen viser regnskabet, at han har ramt den lige midt i skiven, og vi er så klar til yderligere vækst,« siger Jan Lehrmann, der med sin investering købte 12 pct. af A-View.

Under sin deltagelse i ”Løvens Hule” er serieiværksætteren kendt som medstifter af Bilbasen og for sin rolle i butikskæden Normal, hvor han er bestyrelsesformand.

Lehrmann peger på, at A-Views hurtigtvoksende succes særligt skyldes den mere end 30 års erfaring fra modebranchen, som selskabets stifter, Jakob Bording Andersen, fra start har bragt med ind i brandet.

Det har ifølge investoren gjort brandet i stand til at træffe de rette valg og sikre fremgang i et konkurrencepræget marked.

Jakob Bording Andersen lægger da heller ikke skjul på, at han gennem sine mange år i modebranchen - bl.a. som partner i et andet modebrand - har forbindelser, der har kunnet hjælp ham hurtigt i gang. Ligesom han har haft den nødvendige kapital til at købe større varelagre hjem.

»Vi vil gerne være en stor spiller med otte kollektioner om året i hele Europa. I Danmark er vi godt dækket ind og får fortsat mange nye henvendelser. Det er selvfølgelig dejligt, men vi er også et sted, hvor vi ikke skal have så mange flere forhandlere herhjemme. Vi vil vækste internationalt, og jeg tror på, at det kommer til at gå endnu stærkere de kommende år, når vi får flere markeder på,« siger Jakob Bording Andersen.

Indenfor fem år forventer A-View, at selskabet kan løfte sin nuværende omsætning på omkring 17 mio. kr. til 100 mio. kr. og være omkring 10-12 lande.

»Når jeg køber ind i et selskab, er det, fordi jeg godt kan lide at få mennesker og virksomheder til at gro. Derfor forventer jeg også, at jeg i samarbejde med Jakob (Bording Andersen red.) og resten af A-view-holdet kan få selskabet til at vokse i et hæsblæsende tempo. Når man gør det godt og får virksomheder til at vokse, så er sideeffekten selvfølgelig også, at alle tjener penge, og det forventer jeg også kommer til at ske med A-view,« siger han.

A-View producerer tøj til kvinder og fokuserer på at præsentere små, hurtige kollektioner.

Selskabet sælger både online og engros til forskellige tøjbutikker herhjemme. Udover Danmark forhandles brandet via agenter i Tyskland, Norge, Sverige, Holland, Belgien og Polen.

A-Views driftsresultat lød i 2020 på 1,5 mio. kr. mod et underskud på omkring 500.000 kr. året forinden.

Modebrandet holder til i Aarhus og blev grundlagt i 2019.

BRANCHENYT
Læs også