Discountkæder ruster sig til ny kamp om kunderne
Flere discountkæder fortsætter med åbning af nye butikker. En af dem er Lidl Danmark, der forudser, at kunderne på bagsiden af pandemien vil købe endnu mere discount.
Mens coronakrisen har skubbet ny fart i salget af dagligvarer hos flere supermarkeder, ruster discountkæder sig til vækst. Vurderingen fra dem lyder nemlig, at forbrugerne snart vender tilbage til mere vanlige indkøbsvaner. Og dermed vil der komme fuld fart på discount igen.
De danske discountkæder - Netto, Fakta/Coop 365, Rema 1000, Aldi og Lidl – sidder samlet på over 40 pct. af dagligvaresalget til danskerne. Discountsektoren har samlet konstant vundet markedsandele over flere år.
Men i de seneste måneder, der har været præget af nedlukning med lukkede restauranter og udespisning samt stop for ferierejser, er den udvikling vendt. Supermarkedskæder har i et voksende marked fået en større andel af salget.
»Markedet er volatilt og med store udsving under coronakrisen. Her under den seneste smittebølge har kunderne taget til efterretning, at de skal handle færre gange. Til gengæld er gennemsnitskøbet øget,« fortæller salgsdirektør Anders Frydendahl, Lidl Danmark med 133 butikker rundt om i landet.
I dagligvarebranchen er der lige nu vurderinger af, hvordan markedet vil udvikle sig, når vaccinerne ruller, og covid-19 får en anden rolle i danskernes hverdag.
Koncernchef Per Bank i Salling Group med Netto, Føtex og Bilka forudser ligefrem, at det kan give ny medvind til discountsalget. Til Finans sagde han fornylig, at vurderingen lyder, at til efteråret kan der komme en situation, så »flere kunder vil søge tilbage mod discount og blive mere økonomisk bevidste.«
Samme holdning ses hos Lidl, hvor Anders Frydendahl siger:
»Forbrugerne har kun det samme beløb at bruge. Når de er klar til at rejse og spise ude igen, bliver der fokus på, hvor der bruges penge. Supermarkedernes andel af markedet er steget, men der kommer en ny normal for, hvordan man bruger penge i hverdagen. Det er vi rustet til. Og er meget tilfredse med den aktuelle udvikling hos os.«
Tyskejede Lidl offentliggør i modsætning til konkurrenter ikke regnskab eller tal for dens udvikling på det danske marked.
Flere discountkæder er fortsat i gang med at ekspandere, så der kommer nye butikker til. Det gælder også Lidl. Målet er at åbne 7-8 nye, danske butikker i år.
Samtidig er Lidl Danmark i gang med en millioninvestering i ombygning af de nuværende 133 butikker til et nyt og moderne koncept.
»Vi er halvvejs, og inden udgangen af det nuværende regnskabsår bliver vi færdige. Vi kan se, at med det nye butikskoncept øger vi omsætningen samt gennemsnitssalget. Det er vi meget tilfredse med og kan dermed give styrke til fortsat ekspansion på det danske marked,« mener Anders Frydendahl.