Strandet containerskib er nu kommet fri
Skibet Ever Given, som har blokeret Suez-kanalen, er nu kommet fri efter næsten en uge. Det skriver flere udenlandske medier.
Det 400 meter lange og 59 meter brede containerskib Ever Given, som siden tirsdag har spærret for den vigtige fragtrute Suez-kanalen, kan nu sejle igen.
Det skriver flere udenlandske medier bl.a. Reuters.
Suez Canal Authority meddeler ifølge Reuters, at skibet flyder igen, så skibstrafikken kan genoptages med det samme.
Skibet satte sig fast på tværs af kanalen, så ingen andre skibe kunne passere. Mindst 369 skibe har ligget i kø og ventet på, at skibet kom fri.
Gravemaskiner og bugserbåde har arbejdet dag ud og dag ind på at få skibet fri, og søndag kom den håbefulde nyhed om, at bl.a. roret bevægede sig. Allerede mandag var hele skibet kommet fri, og det kunne atter sejle.
CNN skriver, at bagenden af skibet kom fri mandag morgen, mens bugserbåde fik forstavnen fri hurtigt efterfølgende.
Suez-kanalen er en vigtig fragtrute mellem Asien og Europa, og containerskibet var netop på vej fra Kina til Holland, da det stødte på grund.
Gennemsnitligt passerede over 51 skibe dagligt Suez-kanalen i 2020, og omkring 12 pct. af verdens handelstransport går gennem kanalen.
Det strandede containerskib har skabt frygt for varemangel og for eksplosive stigninger i fragtpriserne. Den samlede regning for, at Suez-kanalen har været lukket i seks dage er endnu ikke gjort op.
Men ifølge TV 2 har den internationale forsikringsgigant Allianz regnet sig frem til, at den blokerede kanal kunne koste verdenshandlen mellem 37-63 mia. kr. om ugen.
Selve skibet skal nu inspiceres, hvorefter det afgøres, om det kan fortsætte med at sejle. Når inspektionen er afsluttet, bliver det afgjort, hvad der skal ske med godset ombord. Det oplyser Evergreen, som opererer skibet, ifølge CNN.


