Erhverv

Hollandsk fragtskib nødstedt ud for Norges kyst

Den norske kystvagt planlægger et nyt bugseringsforsøg torsdag med hjælp fra hollandske eksperter.

Man kan på videoen se, hvordan besætningsmedlemmerne reddes fra skibet. Video: Kystverket / AFP

Et hollandsk fragtskib er kommet i gevaldige problemer, efter at det tirsdag under et stormvejr mistede motorkraft 100 km ud for Norges kyst.

Allerede mandag sendte skibet, der har navnet Eemslift Hendrika, et nødkald ud, da stormvejr havde omrokeret skibets last, så det krængede voldsomt mod den ene side.

Ombord var 12 besætningsmedlemmer, og en video udsendt fra den norske kystvagt viser selve redningsaktionen, hvor besætningsmedlemmer bliver hejst op fra skibet med hjælp fra redningshelikoptere.

4 af de 12 besætningsmedlemmer måtte desuden hoppe i havet, hvorefter de måtte reddes op fra vandet af redningshelikopteren.

Myndighederne er grundet dårligt vejr blevet tvunget til at udsætte bjergningen af skibet til torsdag. Her vil man gøre et nyt forsøg på at få skibet sejlet i land, inden det kæntrer.

»Liv og sundhed er altid første prioritet i situationer som disse, så det skal være sikkert at udføre redningsaktionen,« sagde Hans-Petter Mortensholm, der er nøddirektør i den norske kystvagt, til nyhedsbureauet AFP.

Han vurderede desuden, at der »fortsat er risiko for, at båden kæntrer.«

»Vi vil gerne sende nogle ombord på skibet for at klargøre til bugseringen, så snart vejret tillader det,« forklarede Hans-Petter Mortensholm.

Ifølge det norske nyhedsbureau NTB vil fire hollandske redningseksperter blive hejst ned på skibet for at fastgøre bugseringsredskaber.

Skibet er specialbygget til at transportere mindre skibe og befinder sig ifølge AFP torsdag 40-50 km. ud for den norske kystby Ålesund. Siden skibet kom i problemer, er et af de ombordværende skibe faldet af skibet, hvilket stabiliserede skibet en smule.

Skibet sejlede fra Bremerhaven i Tyskland den 3. april og skulle planmæssigt være ankommet til havnen i Kolvereid i Norge den 4. april.

Få mere udlandsnyt i ørerne med ”Verdenshjørner”. Lyt til de seneste episoder herunder.

BRANCHENYT
Læs også