Erhverv

95 selvstændige taget i groft snyd - udløser regning på 36 mio. kr.

En målrettet aktion fra Skattestyrelsen mod de "værste" snydere gav pote - 95 ud af 101 selvstændige snød med moms og skat.

Skattestyrelsen har sendt regninger ud på i alt 36 mio. kr.  til 95 selvstændige som blandt andet er identificeret ved hjælp af computerprogrammer.

En nålestiksoperation fra Skattestyrelsen mod de potentielt værste svindlere blandt selvstændige erhvervsdrivende har udløst en regning på sammenlagt 36 mio. kr. i manglende skat og moms.

Skattestyrelsen kalder selv operationen en ”digital kontrol”, fordi man har gjort brug af machine learning - altså fordret en computer med oplysninger, hvorefter den har identificeret de værste snydere.

Og computerprogrammet ramte plet: Ud af 101 selskaber havde 95 snydt med moms og skat - kun seks selvstændige havde rent mel i posen.

»Hovedparten af landets virksomheder vil gerne overholde vores fælles spilleregler, men her har vi at gøre med nogle modspillere, der forsøger at sno sig uden om og med fuldt overlæg ikke angiver og betaler den skat og moms, de er forpligtet til. Derfor holder vi et skarpt øje med dem,« siger Preben Buchholtz, underdirektør i Skattestyrelsen.

36 mio. kr. giver en gennemsnitlig opkrævning på godt 350.000 kr. til de 95 selskaber. Desuden var 44 af forholdene så graverende, at de blev sendt videre til vurdering af, om det oveni skal udløse en bøde.

De senere år har Skattestyrelsen rettet fokus mod det, man kalder »top-500 selvstændigt erhvervsdrivende, der har størst risiko for bevidst at angive ukorrekt skat og moms i et forsøg på at snyde statskassen for et væsentligt beløb«.

Det var ud af den gruppe, at man lavede en kontrol af de første 101 selskaber og med en usædvanlig høj hitrate. Top-500 omfatter alt fra håndværkere til advokater.

Brugen af computermodellen bruges også i andre sammenhænge og skræddersys alt efter, hvilke typer af virksomheder og problemstillinger den skal identificere og afhjælpe.

»Vi er glade for hjælpen fra machine learning. Og når programmet udvælger 101 virksomheder og har en træfsikkerhed på 95 virksomheder, så det både godt og bekymrende. Det er selvfølgelig ikke 101 tilfældige virksomheder, men det er alligevel en skræmmende høj andel, der ikke har orden i deres skatte- og momsbetalinger. Det gode er, at vores machine learning-system finder dem, hvor der er problemer, så vi ikke generer de virksomheder, der gør det rigtigt,« siger Preben Buchholtz.

For de selvstændige virksomheder, der ikke snyder med skat og moms, kan det nye kontrolprogram også være en bureaukratisk lettelse.

I stedet for at ”stjæle” tid fra ærlige erhvervsdrivende, der har orden i tingene, kan Skattestyrelsen lettere koncentrere sig om de brodne kar. Dermed kan en stor del af de selvstændige slippe for unødigt bøvl med Skattestyrelsen og i stedet koncentrere sig om at drive forretningen.

Vi har at gøre med nogle modspillere, der forsøger at sno sig uden om.

Preben Buchholtz, underdirektør i Skattestyrelsen

Selv om der er sendt regninger ud for 36 mio. kr., så har Skattestyrelsen endnu ikke overblik over, hvor mange af pengene, der reelt kommer ind.

Dels er der tale om betalingsfrister og andre af kravene er sendt videre til Gældsstyrelsen og/eller politiet.

»Målet er selvfølgelig at få så mange af pengene, der burde være afregnet, ind i statskassen som muligt. Men målet er også, at få taget de folk ud af systemet som snyder, så de ikke fortsætter med at generere yderligere skyld og dermed yderligere konkurrenceforvridning for de ærlige selvstændige,« siger Preben Buchholtz.

BRANCHENYT
Læs også