Zuckerberg opfordres til at droppe Instagram til børn
Interessserganisation opfordrer Instragram til ikke at lancere en udgave til børn.
En interesseorganisation har torsdag opfordret Facebooks stifter og topchef Mark Zuckerberg til ikke at lancere en udgave af det sociale medie Instagram til børn under 13 år, da det kan udsætte dem for »stor fare«.
Brevet til Zuckerberg fra Campaign for a Commercial-Free Childhood (CCFC) kommer på et tidspunkt, hvor verdens største sociale medie er blevet kritiseret for at sprede og forstærke misinformation på dets medier, der tæller Facebook, Instagram og Whatsapp. Det skriver Reuters.
Instagram udnytter unges frygt for at gå glip af noget, så de kontant tjekker deres telefoner for at få bekræftelse og uploade billeder, skriver CCFC og tilføjer, at platformens entydige fokus på fremtræden og selv-iscenesættelse er en udfordring for unge menneskers privatliv og velvære. Facebook har ikke umiddelbart kommenteret.
»Mens det at samle værdifulde familiedata og kultivere en ny generation af Instragram-brugere vil være godt for Facebooks bundlinje, vil det formentlig øge brugen af Instagram af yngre børn, som er specielt sårbare over for platformens manipulerende og udnyttende funktioner,« skriver CCFC ifølge Reuters.
CCFC er en non-profit, der mener, at markedsføring målrettet børn - og den overdrevne skærmtid som det fordrer - vil skade børns sunde udvikling.