Erhverv

Ejet af ukendt millionær-familie: Historisk dansk firma henter nyt rekordoverskud

Gennem flere år har den velhavende danske Trock-familie tjent fornuftige penge på asfalt – og 2020 blev langt fra en undtagelse.

Pankas henter langt størstedelen af omsætningen uden for Danmark. Foto: PR

Få danskere kender sandsynligvis den danske Trock-familie, der står bag Pankas – en over 80 år gammel asfalt- og vejvirksomhed, som de seneste år har formået af skabe en milliardomsætning og nu også rekordindtjening.

Det viser et nyt regnskab fra virksomheden.

Pankas landede i 2020 et resultat på 40 mio. kr., hvilket er en rekord for virksomheden. Til sammenligning lød resultatet året forinden på 36 mio. kr. Til gengæld faldt omsætningen en smule og landede på 1,2 mia. kr.

Ledelsen betegner i regnskabet resultatet som »tilfredsstillende«.

Pankas blev grundlagt i 1939 af to ingeniører, som fandt på at imprægnere datidens vejbelægninger. Kort tid efter investerede Trock-familien i firmaet, og i dag er familien fortsat i besiddelse af aktiemajoriteten.

Herhjemme i Danmark har Pankas bygget en førende position inden for vedligehold og produktion af asfaltbelægninger. Men resten af Europa er også blevet en vigtig del af virksomhedens vækstambitioner.

Pankas har de senere år opkøbt en lang række udenlandske virksomheder i jagten på vækst. Koncernen med hovedsæde i Vedbæk har i øjeblikket 22 datterselskaber og beskæftiger omtrent 200 medarbejdere i Danmark.

Hovedmarkederne er Danmark, Tyskland og Østeuropa, og størstedelen af omsætningen stammer fra udlandet – mere nøjagtigt 826 mio. kr.

Mens det danske marked var præget af snæver konkurrence, og især det østeuropæiske marked oplevede nedgang i løbet af 2020, mærkede den tyske del af Pankas rekordhøj efterspørgsel, fremgår det af regnskabet.

Ambitionerne i Pankas er fortsat store, og selskabets økonomidirektør, Gert Lund Storgaard, har tidligere udtalt til Finans, at målet er at nå en samlet omsætning på 1,4 mia. kr. i 2021.

BRANCHENYT
Læs også