Erhverv

Efter krav om bordreservation: Fastfood-kæde åbner ikke for gæster indendørs

På grund af krav om bordreservation vil McDonald's ikke åbne for gæster indendørs på onsdag.

Kravet om bordreservation hos landets restauranter - for eksempel McDonald's - gælder i første omgang frem til 6. maj. - Foto: Karl-Josef Hildenbrand/Ritzau Scanpix

McDonald’s kommer ikke til at åbne for spisende gæster indendørs på onsdag, når restauranterne får lov at genåbne i Danmark.

Årsagen er, at der ifølge retningslinjer fra Erhvervsministeriet er et krav om, at kunderne skal bestille bord 30 minutter før ankomsten.

- Vi kommer ikke til at kunne håndtere bordreservation på kort sigt og kan derfor desværre heller ikke åbne for indendørs siddepladser i vores restauranter, skriver McDonald’s kommunikationschef i Danmark, Pia Tobberup, i en sms.

Kravet om bordreservation gælder i første omgang frem til 6. maj.

- Indtil da vil man fortsat kunne hente sin mad i vores Drive Thru og som takeaway, ligesom man ved de restauranter, hvor udendørsfaciliteterne er egnede, forventeligt kan nyde maden udenfor, skriver Pia Tobberup.

Erhvervsministeriet oplyser, at kravet om bordreservation er besluttet af et bredt flertal i Folketinget i forbindelse med den genåbningsaftale, der faldt på plads natten til fredag.

- Sundhedsmyndighederne anbefaler fortsat, at samfundsaktiviteten holdes nede på et niveau, der ikke får coronasmitten til at øges i for høj grad.

- Af den grund er der indført midlertidigt krav om forudgående bordreservation for indendørsservering for at lave en mere kontrolleret og styret genåbning.

- Derfor fremgår det også af retningslinjerne, at bordreservationen skal være lavet mindst 30 minutter inden ankomst, oplyser ministeriet i en skriftlig kommentar.

BRANCHENYT
Læs også