Erhverv

Overskuddet svinder ind hos den danske modekæde Message

Ifølge et nyt regnskab har coronakrisen kostet koncernen et samlet omsætningstab på 50-60 mio. kr. Alligevel tror kæden på fremgang i 2021.

Tøjvirksomheden Message står bag brands som MbyM, Global Funk, Frakment, Project Unknown og d'ahrling. Arkivfoto: Morten Lindgaard

Det kommer formentligt bag på de færreste, at coronakrisen har været hård for den danske modebranche og kostet på både top- og bundlinje.

Også hos den danske modekæde Message, der har 30 butikker i Danmark og Norge, har krisen kradset og resulteret i tilbagegang, viser et nyt regnskab.

Her oplyser ledelsen, at koncernen stod »særdeles stærkt« i begyndelsen af 2020, hvor den realiserede over budget i de første måneder.

Alligevel må Message, der sælger modetøj til kvinder, endnu en gang se overskuddet svinde ind.

Ifølge regnskabet lukkede det danske modebrand nemlig året med et overskud på 2 mio. kr. efter skat, hvilket er mere end en halvering sammenlignet med 2019 og betyder, at kæden for tredje år i træk mister en del af sit overskud.

»Som følge af tvangslukninger og manglende kundetrafik i de fysiske butikker, afledt af covid-19-restriktioner, har koncernen tabt omsætning i niveauet 50-60 mio. kr. Uagtet at årets oprindelige forventninger ikke er blevet indfriet, er det lykkedes at opnå et resultat for året, som langt overstiger forventningerne ved pandemiens indtræden,« skriver ledelsen i regnskabet.

Koncernen bag Message afsætter sit tøj gennem udvalgte detailbutikker i Europa og Nordamerika og driver derudover en onlineplatform af samme navn.

Ifølge ledelsen har salg via kædens egne digitale kanaler været medvirkende til, at Message trods coronakrisen har kunnet lukke året med et positivt resultat.

Udover onlinedelen fremhæver ledelsen også medarbejderne som en afgørende faktor for, at modekoncernen trods coronakrisen har sikret sig positive tal på bundlinjen.

»En væsentlig årsag til det realiserede resultat har været virksomhedens kultur og især indstilling hos alle medarbejdere, som i en udfordrende tid på alle måder har udvist fleksibilitet, dedikation og vilje. Koncernen havde ikke nået sine mål uden medarbejdernes helt særlige indsats i året,« lyder det i regnskabet.

Bag Message står Carsten W. Lauritsen, der er direktør for brandet og ene mand i direktionen.

Ifølge regnskabet forventer Message, at coronapandemien vil få »en negativ indvirkning på koncernens og selskabets økonomiske udvikling« i 2021.

Alligevel forventer koncernen at optimeringer vil sikre et bedre resultat i indeværende regnskabsperiode.

BRANCHENYT
Læs også