Sunset Boulevard lancerer skandinavisk offensiv: Vil åbne op til 10 nye restauranter
Sunset Boulevard forsøger nu for første gang at udvide til lande udenfor Rigsfællesskabet.
Den danske fastfoodkæde Sunset Boulevard fortsætter ekspansionen i Norden.
Denne gang er det Norge, der snart kan se de gul-grønne logoer i byerne. Burgerkæden planlægger at etablere fem til ti nye restauranter i det norske inden for fem år.
Det fortæller Jens Broch, adm. direktør, ligesom det ifølge det norske medie Finansavisen fremgår, at kæden leder efter en franchisepartner til at føre de nye ambitioner ud i livet.
»Vi har været i Danmark i 25 år, og vi åbner skridt for skridt flere og flere restauranter herhjemme. Vi er et godt sted som kæde, og derfor ønsker vi nu at tage skridtet mod udlandet,« siger han.
Sunset Boulevard er Danmarks største danskejede restaurantkæde med 44 restauranter i Danmark. Desuden etablerede kæden i 2020 en restaurant på Grønland, ligesom der også befinder sig en restaurant på Færøerne.
Konkurrencemarkedet i Norge minder meget om det danske, men gennem 25 år har vi vist i Danmark, at vi har et bæredygtigt koncept, som står stærkt i konkurrencen mod de store amerikanske fastfoodgiganter.
Nu tager sandwich- og burgerkonceptet for første gang skridtet udenfor Rigsfællesskabet, og selvom Norge i forvejen er godt besat på fastfoodscenen med amerikanskejede McDonald’s og Burger King samt den svenskejede hamburgerrestaurant Max, mener Jens Broch, at der er plads til endnu en aktør på markedet.
»Konkurrencemarkedet i Norge minder meget om det danske, men gennem 25 år har vi vist i Danmark, at vi har et bæredygtigt koncept, som står stærkt i konkurrencen mod de store amerikanske fastfoodgiganter. Det er vi også overbeviste om, at konceptet også vil i f.eks. Norge.«
Han understreger, at det er grundig markedsresearch og -undersøgelser, der er årsagen til, at valget netop er faldet på Norge.
»Nordmændenes mentalitet og forbrugeradfærd minder langt hen ad vejen om danskernes. Med den opbakning, vi møder i Danmark, giver det god mening for os at skele til Norge, hvor mange danske virksomheder starter deres udlandseventyr.«
Jens Broch fortæller, at der endnu ikke er en partner på plads, men at der indtil videre har været interesse for projektet, og at »det bare er et spørgsmål om tid, før der er noget mere konkret på plads.«
Han kan dog ikke løfte sløret for, hvor restauranterne i Norge kommer til at lægge. Det skal først fastlægges med en kommende franchisepartner. Men Sunset Boulevard er på udkig efter det, han kalder »gode placeringer«.
»Det kan være større byer, trafikerede områder og gerne placeringer, hvor vi kan tilbyde drive-in og SunsetToGo.«
Sunset Boulevard kom ud af 2020 hårdt ramt af corona, men præsterede alligevel overskud på ca. 1 mio. kr. før skat. I 2019 var resultatet på ca. 10 mio. kr. før skat.
Samtidig brugte Sunset Boulevard 2020 på at lancere to digitale løsninger, henholdsvis SunsetPLUS, en slags burger på abonnement, og SunsetToGo, hvor man kan få leveret sin mad direkte til sin bil på parkeringspladsen uden fysisk kontakt med personalet.
Samtidig forventer burgerkæden at bygge yderligere fire-seks restauranter i Danmark i løbet af 2021.