Erhverv

Sunset Boulevard på jagt: Vil opkøbe sjællandske restauranter

Først offentliggjorde Sunset Boulevard planer om at udvide til Norge, og nu vil fastfoodkæden opkøbe en eksisterende restaurantkæde som et led i en ambitiøs strategi.

Danskejede Sunset Boulevard leder lige nu efter et opkøb af en mellemstor restaurant for at tage yderligere bider af fastfoodmarkedet. Foto: PR/Sunset Boulevard Jens Broch, adm. direktør i sandwichkæden Sunset Boulevard. Foto: PR/Sunset Boulevard Jens Broch, adm. direktør i sandwichkæden Sunset Boulevard. Foto: PR/Sunset Boulevard Den første Sunset Boulevard åbnede i 1996, og i dag er selskabet landets største danskejede fastfoodkæde. Foto:  PR.

Sunset Boulevard er gået i offensiven for at komme ud af coronaens økonomiske skruetvinge.

I den forgangne uge offentliggjorde adm. direktør Jens Broch, at den danskejede fastfoodkæde inden for fem år vil etablere 5-10 nye restauranter i Norge, og nu afslører han til Finans, at franchisekæden også er på opkøbsjagt.

Målsætningen er med relativt kort aftræk at opkøbe en mindre restaurantkæde med 7-10 allerede eksisterende restauranter, der står stærkt på Sjælland og særligt i hovedstadsområdet.

»Ideelt set er det en restaurantkæde, som har vist potentiale, er god til take away og har et fortsat potentiale på det danske marked. Det skal være en restaurantkæde, som tilbyder et menukort og frisklavet mad, der ligesom Sunset Boulevards kan tilberedes på kort tid,« fortæller Jens Broch.

Udpluk af Sunsets fremtidsplaner
  • Fire-seks nye restauranter i Danmark i 2021.
  • Opkøb af mellemstor restaurantkæde med fokus på markedet omkring København og på Sjælland.
  • Yderligere investeringer og satsninger på digitaliseringen i form af onlinebestilling og en videre udrulning af abonnementsløsningen SunsetPlus.
  • Nyetablering af 5-10 nye restauranter i Norge inden for fem år. Sunset Boulevard leder lige nu efter en franchisepartner.

Siden åbningen af den første restaurant i 1996 har Sunset Boulevard udviklet sig til Danmarks største danskejede restaurantkæde med 44 restauranter i Danmark, én på Færøerne og en nyetableret restaurant på Grønland.

Nationalt har kæden haft god succes med at tage kampen op mod de amerikanske fastfoodgiganter McDonald’s og Burger King, og nu er Sunset Boulevard altså klar til at tage en endnu større bid af det danske fastfoodmarked.

»Drømmen er at finde en opkøbskandidat, hvor vi med afsæt i vores kompetencer indenfor digitalisering, grøn omstilling, franchise og vores erfaringer fra de seneste 25 år kan sætte fuld skalering på opkøbet og sammen udrulle en masse nye restauranter og dermed skabe et helt nyt forretningsben på lige fod med Sunset Boulevard,« siger han og fastslår, at ambitionen ikke er at konvertere et opkøb til Sunset Boulevard-restauranter.

Et opkøb skal gøre os mere relevante for flere danskere samt gøre os i stand til at konkurrere i flere segmenter af branchen.

Jens Broch, adm. direktør i Sunset Boulevard.

Den danskejede fastfoodkæde har ikke tidligere foretaget opkøb af nogen art, men den nye strategi skal ses i den kontekst, at Sunset Boulevard mener at have bevist sit værd og vil stå endnu stærkere på markedet, når corona, nedlukning og restriktioner er et overstået kapitel.

Blandt andet er der konkrete planer om at åbne 4-6 nye restauranter i Danmark, ligesom der også investeres i digitaliseringen i form af onlinebestilling og en videre udrulning af abonnementsløsningen SunsetPlus.

»Strategien er også en erkendelse af, at vi med Sunset Boulevard kan være noget for nogen, men at vi ikke kommer til at tilbyde noget for alle. Et opkøb skal gøre os mere relevante for flere danskere samt gøre os i stand til at konkurrere i flere segmenter af branchen.«

Jens Broch vil ikke komme nærmere ind på, hvor stort et beløb, der er afsat til opkøbet, eller hvad tidshorisonten mere konkret er. Men han fortæller, at Sunset Boulevard har lagt tråde ud og har en indledende dialog forskellige steder.

Udover den nye opkøbsstrategi forbereder Sunset Boulevard sig til en internationalisering med Norge som første step på vej mod det store udland.

»Vi er meget ambitiøse og har en stor tro på konceptet. Vi er i fuld gang med at løfte blikket og kigge på andre steder end Danmark.«

Sunset Boulevard kom ud af 2020 hårdt ramt af corona, men præsterede alligevel et overskud på ca. 1 mio. kr. før skat. I 2019 var resultatet på ca. 10 mio. kr. før skat.

Samtidig brugte Sunset Boulevard 2020 på at lancere to digitale løsninger, henholdsvis SunsetPLUS, en slags burger på abonnement, og SunsetToGo, hvor man kan få leveret sin mad direkte til sin bil på parkeringspladsen uden fysisk kontakt med personalet.

BRANCHENYT
Læs også