Erhverv

Ramt hårdt af corona: Fitness World har tabt trecifret millionbeløb

Den store fitnesskæde taber stort på nedlukning under coronapandemien.

Coronakrisen har resulteret i et stort underskud for Fitness World. Foto: Fitness World

Det blev et rædselsår af de store for Fitness World, da statsministeren i marts 2020 lukkede landet ned for at forhindre smitte af coronavirus, og nu ses resultatet på det blodrøde årsregnskab, der viser massive tab.

Omsætningen styrtdykkede, og bundlinjen viste mørkerøde tal, viser regnskabet fra Fitness World A/S, der står for kædens aktiviteter i Danmark.

Fitness Worlds årsregnskab viser et millionunderskud på 330 mio. kr. for 2020.

Samtidig faldt omsætningen med 451 mio. kr. til 915 mio. kr. i 2020 som direkte konsekvens af coronanedlukningen. Det er et fald på 33 pct.

Fitnesskæden var ellers i fuld fremgang omsætningsmæssigt for femte år i streg, før corona ramte Danmark. Regnskabet viser, at 2020 startede godt, hvor januar og februar bød på en stigende omsætning sammenlignet med samme måneder i 2019.

I stedet måtte Fitness Worlds kunder vænne sig til hjemmetræning, mens landets fitnesscentre var tvangslukket fra marts og frem til 8. juni.

»Som mange andre industrier rundt om i verden var virksomheden og er stadig påvirket af covid-19-pandemien. Alle vores fitnesscentre blev lukket i en samlet periode på tre og en halv måned i 2020 på grund af nedlukning for at kontrollere spredningen af covid-19,« lyder det i årsrapporten.

Lige nu er planen først, at fitnesscentrene genåbner den 6. maj efter tvangslukningen i december.

Det betyder, at den store fitnesskæde også forventer et stort milliontab i 2021 på grund af den længerevarende tvangslukning.

Finans har tidligere kunnet fortælle, at de lukkede fitnesscentre har betydet en mangedobling af salget af fitnessudstyr, ligesom også hvert fjerde fitnesscenter overvejer at dreje nøglen om på grund af de nedlukningens medfølgende økonomiske kvaler.

Det har mødt skarp kritik fra bl.a. Morten Brustad, branchedirektør for Dansk Fitness & Helse Organisation (DFHO), der via medlemsundersøgelser har fastslået skadeligheden for danskernes fysiske og mentale helbred på baggrund af nedlukningen.

Knap 72 pct. har svaret, at nedlukningen har påvirket deres fysiske trivsel, mens knap 57 pct. svarer, at det også har påvirket deres mentale trivsel.

»At holde de indendørs idrætsfaciliteter lukket i samlet fem måneder og i foråret 2020 i tre måneder er at gamble med danskernes sundhed og trivsel,« har Morten Brustad tidligere udtalt.

Læs også
Top job