Erhverv

Eliteselskaber sætter fut under klimamål: Vil fjerne lige så meget CO2, som 1,3 mio. danskere udleder

Ny rapport fra PWC og Axcelfuture har beregnet, at de danske C25-selskaber tilsammen har mål om reducere 14 mio. ton CO2 i 2030.

Mærsk, Novo Nordisk, Ørsted, DSV og resten af de danske C25-selskaber har tilsammen lovet at reducere deres årlige CO2-udledning med ca. 14 millioner ton i 2030, estimerer en ny rapport. Det svarer til, hvad 1,3 millioner danskere årligt udleder af CO2.

Rapporten, som er udarbejdet af konsulenthuset PwC og tænketanken Axcelfuture, har kortlagt klimarapporteringen hos de børsnoterede selskaber i det toneangivende aktieindeks C25. Indtil videre har 20 af selskaberne fremlagt konkrete reduktionsmål for hele eller dele af forretningen, og for første gang er de individuelle reduktionsmål regnet om til et samlet tal for den årlige reduktionen af drivhusgas.

Ifølge Susanne Stormer, partner og leder af Sustainability i revisions- og rådgivningsvirksomheden PwC, vidner tallet om, at landets største virksomheder har fået en overbevisende start på den grønne omstilling.

»Når store virksomheder sætter sig for at reducere CO2-udledningen, kan man se, at de virkelig kan flytte noget. Det er enormt glædeligt, at de fleste store selskaber arbejder så målrettet med klima,« siger Susanne Stormer.

Ifølge Klimarådets seneste rapport mangler regeringen at finde løsninger til at reducere 13 mio. ton CO2e (e’et står for ækvivalenter, som også omfatter andre drivhusgasser) for at nå Danmarks klimamål i 2030. Det kommer virksomhedernes klimaplaner dog ikke til at hjælpe ret meget på, da langt de fleste reduktioner vil ske i udlandet eller på havet.

Alligevel vækker virksomhedernes reduktionsmål begejstring hos en af Danmarks førende klimaforskere.

»Vi kigger jo tit efter politikerne, men det er virksomhederne, der har direkte kontakt til de ressourcer, som er problemet. Det er dem, der udleder CO2, så det er virksomhederne, der skal opføre sig på en anden måde, hvis vi skal løse klimaproblemet,« siger Katherine Richardson, professor på KU og medlem af Klimarådet.

Klimareduktioner fra C25
  • PwC og Axcelfuture har beregnet, at C25-selskabernes klimaplaner vil føre til en reduktion på ca. 14 mio. ton CO2e i 2030.
  • Tallet svarer til, hvad 1.300.000 danskere i dag udleder globalt ifølge Klimaministeriets rapport om Danmarks globale klimaaftryk fra april 2021.
  • Beregningerne i PwC-rapporten bygger på oplysninger i C25-selskabernes bæredygtighedsrapporter samt tal for CO2-udledning, som virksomhederne har inberettet til det frivillige klimainitiativ Carbon Disclosure Projekt.
  • PwC og Axcelfuture gør opmærksom på, at der er en del usikkerhed omkring tallene, da det langtfra er alle selskaber, der opgør klimaaftrykket efter samme metode.

Et stort problem i forhold til virksomhedernes klimamål er, at der stadig er stor usikkerhed om opgørelsesmetoderne. Det øger risikoen for, at virksomhederne kan snige sig uden om deres klimaløfter.

PwC opfordrer virksomhederne til at tilslutte sig det frivillige rapporteringsinitiativ Science Based Targets (SBTi), hvor virksomheder skal have godkendt, at deres reduktionsmål lever op til Parisaftalens målsætning om en temperaturstigning på maksimalt 1,5 grader. SBTi kræver også, at virksomhederne hvert år rapporterer, om de opfylder målsætningen.

Ifølge PwC-rapporten har en tredjedel af C25-selskaberne på nuværende tidspunkt tilsluttet sig SBTi. Et af dem er FLSmidth, der som leverandør til mineindustrien og cementindustrien har en kæmpestor CO2-udledning, når kundernes klimapåvirkning tælles med.

»Vi arbejder i to globale industrier, mine- og cementdrift, der tilsammen repræsenterer svimlende 10 pct. af verdens CO2-udledning. Det bliver i en nær fremtid license to operate for vores kunder at nedbringe det aftryk, så det er en bunden opgave for os,« siger Fleming Voetmann, vicepresident for bæredygtighed i FLS.

PwC ønsker ikke at oplyse detaljer om, hvor godt eller skidt de enkelte selskaber ligger, da man ikke ønsker at udstille dem, der halter efter på klimafronten. Man oplyser dog, at de største CO2-reduktioner kommer fra Mærsk og DSV, der i dag har kæmpestor udledning på grund af brugen af fossile brændstoffer til skibe og lastbiler.

Af de 24 selskaber i C25-indekset (Mærsk tæller med to gange) har fire af dem endnu ikke sat mål for CO2-reduktioner. Det drejer sig om Demant, Bavarian Nordic, Genmab og Chr. Hansen.

BRANCHENYT
Læs også