Erhverv

Omsætningen vokser hos Netcompany - er steget med over 20 pct. i første kvartal

It-selskabet har torsdag fremlagt regnskab for første kvartal.

Arkivfoto: PR/Netcompany

Det danske it-selskab Netcompany er lykkedes med at overgå aktieanalytikernes forventninger til selskabet i første kvartal.

Samlet steg selskabet omsætning i årets første tre måneder med 23 pct., hvilket ifølge regnskabet sender omsætningen op på 855,8 mio. kr.

Forud for offentliggørelsen af regnskabet havde analytikerne forventet en omsætning på 817,8 mio. kr.

»I 1. kvartal 2021 vækstede vi med 23 pct. og fortsatte vores stærke momentum fra sidste år og leverede høj kvalitet i alle vores projekter i de forskellige geografiske områder. Det rører mig dybt at se, hvordan vores medarbejdere har taget et forandret arbejdsmiljø til sig, og jeg er forbløffet over den præstation, vi har leveret sammen med vores kunder,« siger adm. direktør André Rogaczewski i en kommentar til regnskabet.

Resultatet kommer ovenpå et skuffende salg i selskabets 4. kvartal. Her var salget bl.a. påvirket af, at flere medarbejdere end ventet holdt ferie, hvilket resulterede i et omsætningstab på 12 mio. kr. Det fik selskabet til at nedjustere forventningerne til ebita-marginen til 23-25 pct. fra tidligere 25 pct.

Også på bundlinjen er Netcompany gået frem.

Ifølge regnskabet leverede selskabet i 1. kvartal et nettoresultat på 199,5 mio. kr. mod 92,8 mio. kr. i samme kvartal sidste år.

Det er dog ikke i Danmark, at selskabet er gået frem. Bruttofortjenesten herhjemme er nemlig en smule lavere sammenholdt med samme periode i 2020.

Det skyldes bl.a., at flere offentlige projekter har været forsinket samt højere anvendelse af underleverandører på enkelte projekter, oplyses det i regnskabet.

Netcompany har som følge af væksten ansat 350 nye medarbejdere i første kvartal.

Det bringer det samlede medarbejderantal op på 3.200.

Netcompany fastholder sine forventninger til 2021 og forventer en omsætningsvækst på 15-20 pct.

BRANCHENYT
Læs også