Testcentrene gør det umuligt for restaurationsbranchen at rejse sig igen
Efter næsten et halvt år i hi kunne landets restauranter og caféer genåbne i starten af måneden. Hvad der skulle have været en fest, er for mange i stedet blevet et nyt mareridt.
Ny arbejdskraft i restaurationsbranchen er tæt på at være forsvundet.
Tusindvis af danskere tjener på nuværende tidspunkt deres løn i landets testcentre. Selvom arbejdet bliver udført i en god sags tjeneste, har det affødt en ny konflikt.
»Testcentrene har stjålet vores arbejdskraft. I de 11 år jeg har haft café Karma kan jeg 100 pct. mærke en forskel. Førend kunne jeg få 200 ansøgninger, når jeg slog en stilling op. Lige nu har jeg fået fire,« siger Mustafa Catalgøl, adm. direktør i cafékæden Karma.
Af en rundspørge som Finans har foretaget fremgår det, at mere end 19.290 personer lige nu er ansat til at teste for corona. Derudover har Region Syddanmark, Midtjylland, Sjælland og Hovedstaden oplyst, at de også har 4.995 personer ansat til at vaccinere.
Det varierer, hvor meget testpersonalet får i løn, men ofte er det omkring 200 kr. i timen.
»Vi kan ikke konkurrere på lønnen, så der er ikke rigtig noget at gøre, og så kan vi ligeså godt holde lukket,« siger Mustafa Catalgøl.
Mustafa Catalgøl har fuld forståelse for vigtigheden i at folk bliver testet, men han mener, at det er dybt problematisk, at personer uden uddannelse får mere i løn end mange sygeplejersker og andre faglærte personer.
»Tilgangen er åbenbart, at kan du finde ud af at stikke en pind i næsen, så er du ansat. Det er sørgeligt,« siger Mustafa Catalgøl.
Restauratøren frygter, at problemet vil fortsatte, når vaccinen er udrullet, og når det ikke længere er nødvendigt at teste folk.
»Problemet er, at til den tid har de personer, som vi plejer at ansætte tjent så mange penge, at de ikke behøver at arbejde foreløbigt. På den måde tror jeg, at regeringen har ødelagt systemet lidt med det, de har haft gang i,« siger Mustafa Catalgøl.
Brancheorganisationen for Danmarks Restauranter og Caféer bekræfter, at der er tale om en tendens fremfor et enkeltstående tilfælde.
»Vi hører generelt i branchen, at det er svært at rekruttere. Der er tale om en branche, som også før coronakrisen manglede arbejdskraft særligt på kokkeområdet, og det er i den grad blevet forværret efter at jobbet som testpersonale har set dagens lys,« siger Birgitte Vad, chefkonsulent i juridisk afdeling hos Brancheorganisationen DRC.