Erhverv

Kulturaktører frustrerede over Brøndby-guldfest

Reaktionerne kommer efter den store guldfest i Brøndby mandag.

Mange Brøndby-fans løb ind på stadion, da dommeren fløjtede kampen af og Brøndby kunne kalde sig danske mestre. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Jublende fans, der vælter ind på plænen på Brøndby Stadion, omfavnelser og slagsange, der nok har efterladt de fleste Brøndby-fans hæse. Den fik hele armen både på tilskuerpladserne og udenfor stadion, da flere tusinde fodboldfans mandag fejrede, at klubben kunne kalde sig dansk mester.

Ikke alle er dog lige begejstrede for guldfesten.

En række kulturaktører ytrer nu frustration over, at de gul-blå fodboldfans fik lov til at give los, mens en række festivaler i år f.eks. har måttet aflyse grundet coronarestriktioner.

Talsmand for Smukfest Søren Eskildsen kalder festen et symptom på, hvad der sker i uregulerede sammenhænge, når folk i den grad har lyst til at komme ud være sammen.

»Det gør det endnu mere absurd, at de danske festivaler også sidst på sæsonen, når den generelle genåbning af samfundet er gennemført, er blevet aflyst,« konstaterer talsmanden for festivalen, der oprindeligt skulle være afholdt i starten af august. Han uddyber:

»Folk kan forsamles lige så tosset, som de vil ude i samfundet i uregulerede sammenhænge. Men at træde ind bag et hegn, hvor man eksempelvis har vist sit coronapas i reguleret sammenhæng, det har man ikke valgt at prioritere. Det er absurd.«

På Facebook har skuespiller og satiriker Frederik Cilius ligeledes udtrykt forundring over mandagens fejring, hvor han konstaterer, at »25.000 fodboldfans kan få lov til at mødes og skrige hinanden ind i ansigtet på Vestegnen.«.

»Man kan simpelthen ikke andet end at føle sig som en komplet idiot, når man som producent af et teatershow ser billeder fra Brøndby i går,« lyder det bl.a. i opslaget.

Hos Nibe Festival gør festivalleder Peter Møller Madsen det klart, at han glæder sig over, at fodboldfans igen kan komme på stadion, og at kulturen i det hele taget åbner, men peger samtidig på, at billederne fra tirsdagens guldfest »taler sit tydelige sprog.«

»Jeg blev faktisk mere rystet end frustreret over det. Efter gårsdagens folkefest på den københavnske Vestegn, kan man da godt forstå, at mange af de danske festivalgæster undrer sig. Det samme gælder branchens hårdtprøvede værdikæde og de fantastiske ildsjæle overalt i landet, bl.a. 4.700 frivillige i Nibe, der år efter år får det hele til at ske på ganske forsvarlig og ansvarlig vis.«

Alle bør testes

Kulturminister Joy Mogensen har ikke haft mulighed for at stille op til interview.

Direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen afviser at kommentere frustrationen fra kulturlivet, men udtrykker forståelse for, at de søger afklaring.

»Langt det meste af kampen foregik, som den skulle. Vi har en episode, hvor der udenfor stadion er for meget pres på en indgang, og hvor det sikkerhedsmæssige rigtige var at åbne indgangen til stadion. Og derfor kom der for mange ind på en af tribunerne,« siger han og fastslår:

»Det kan vi blive bedre til at håndtere, og det skal vi selvfølgelig lære af, så vi ikke kommer i den slags situationer igen, selvom det er vanskeligt,« siger han og erkender, at der også løb fans fra tribunerne ind på banen.

Divisionsforeningen står for selve Superligaen, mens klubberne har forpligtet sig til at overholde retningslinjerne i den såkaldte Superligaordning, der skal sikre, at der ikke sker smittespredning blandt publikum under sportsbegivenheder.

Tirsdag opfordrede Styrelsen for Patientsikkerhed alle, der deltog i festlighederne i og omkring guldfesten på stadion til at lade sig teste.

BRANCHENYT
Læs også