Skulle konkurrere med SAS i gigantisk sats: Nu lukker lavprisflyselskab norske indenrigsruter
Sidste år præsenterede det ungarske lavprisselskab Wizz Air en storstilet strategi for indenrigsflyvninger i Norge, hvilket skabte bekymring hos SAS og Norwegian, men nu er planerne droppet.
Det er lidt over et halvt år siden, at det ungarske lavprisflyselskab Wizz Air løftede sløret for en gigantisk satsning på det norske marked, men nu ser planerne ud til at være blevet lagt på køl – i hvert fald ind til videre.
Det skriver Check-in, som citerer E24.no.
Fredag fjernede Wizz Air muligheden for at booke billetter på de norske indenrigsruter, og efterfølgende har flyselskabet bekræftet over for det norske medie, at der er planlagt en lynlukning af de pågældende ruter i Norge.
»Jeg kan bekræfte, at Wizz Air stopper flyrejser på indenrigsmarkedet i Norge fra og med den 14. juni,« skriver kommunikationsdirektør Andras Rado i en mail til E24.
Beslutningen er overraskende, eftersom Wizz Air for blot en uge siden sendte et notat til den norske regering, hvori selskabet redegjorde for, hvordan det ville bidrage til at øge turismen i Norge. Målet var ifølge notatet at nå op på 6 mio. rejsende på norske inden- og udenrigsruter.
Lavprisselskabet har de seneste år øget antallet af internationale ruter til og fra Norge markant. I 2020 lancerede Wizz Air 15 indenrigsruter i Norge, og planen var at øge kapaciteten både i indenrigs- og udenrigstrafikken.
Eksperter har desuden vurderet, at det norske marked vil ende i et blodbad, når coronakrisen slipper sit tag om fly- og rejsebranchen.
Wizz Airs kommunikationsdirektør forklarer over for E24, at lukningen af de norske indenrigsruter sker på baggrund af finansielle og kommercielle vurderinger, fordi lavprisselskabet hellere vil bruge kapaciteten andetsteds.
Tilsyneladende er det dog også Danmark og Sveriges økonomiske støtte til SAS og den norske regerings hjælpepakker til Norwegian, som har påvirket beslutningen, da Andras Rado fortæller, at Wizz Air vil bruge ressourcerne steder, hvor »betingelserne ikke skævvrides af protektionistiske interesser.«
Wizz Airs offensiv i Norge har desuden været kontroversiel, fordi selskabet ikke har fagforeninger og ikke følger norske løntariffer. Ti kommuner i landet har vedtaget, at de ikke vil benytte Wizz Air, og lang en række norske organisationer har også valgt at boykotte lavprisflyselskabet.
Wizz Air holder dog fast i, at det anerkender arbejdernes rettigheder og overholder alle regler.