Heini Zachariassen stopper som direktør i livsværket Vivino
Det er ikke første gang, at medstifter Heini Zachariassen trækker sig fra direktørposten i vinselskabet.
Den danske topchef Heini Zachariassen stopper som direktør for det hurtigtvoksende selskab Vivino, som han selv var med til at stifte i 2010.
Det skriver flere danske og udenlandske medier på baggrund af en pressemeddelelse.
Ifølge BT kalder Heini Zachariassen selv tidspunktet for hans tilbagetræden for »det rigtige tidspunkt«, og vin-appen oplyser, at den nye direktør fremadrettet bliver Olivier Gremillon, der har været en del af onlinesucceserne Booking.com og Airbnb.
»Da forbrugerne tydeligt begyndte at købe mere vin online igennem det seneste år, føles det som rigtigt at hente en ny leder med de rigtige evner og erfaring til at føre selskabet til næste niveau,« siger Heini Zachariassen ifølge mediet i en pressemeddelelse.
Det er ikke første gang, at Heini Zachariassen trækker sig fra direktørposten i Vino.
I 2018 forlod han ligeledes direktørposten, fordi han mente, at der var andre, som var »bedre til at bygge Vivino videre til næste fase«.
Herefter stod amerikanske Chris Tsakalakis i spidsen for selskabet i godt og vel halvandet år, inden Heini Zachariassen igen selv blev indsat som direktør i selskabet.
»Skilsmissen (med Chris Tsakalakis, red.) kommer efter grundig omtanke og overvejelser sammen med vores bestyrelse, som har bedt mig om at træde til som midlertidig adm. direktør,« lød det dengang fra Vivino-medstifteren.
Vivino blev etableret i en kælder på Amager og har siden haft stor succes og rykket sit hovedkontor til San Francisco.
I begyndelsen af året rejste Vivino knap 1 mia. kr. fra eksterne investorer, der skal bruges til udvikling, markedsføring og en større fysisk tilstedeværelse.
Selskabet blev stiftet af Heini Zachariassen og Theis Søndergaard.
Olivier Gremillon tiltræder som direktør hos Vivino den 26. juli i år.

